Henrik døde efter at være blevet bidt af en kat

33-årige Henrik Kriegbaum Plettner blev bidt af en kat og døde af følgesygdomme.

2:26
Henrik Kriegbaum Plettner var igennem 15 operationer på en måned efter at være blevet bidt af en kat.
Foto: Privatfoto

For to måneder siden mistede Henrik Kriegbaum Plettner fra Videbæk livet, efter at være blevet bidt af en kat og fik en voldsom infektion.

Familien troede ikke, det var noget særligt, men det viste sig at være meget alvorligt. 

- Inden for få timer, der var hans hånd hævet til dobbelt størrelse, fortæller Anni Thyme, der er mor til Henrik.

Henrik Kriegbaum Plettner blev bidt i fingeren i august 2018, hvor ham og hans daværende kæreste var plejefamilie for en kat med kattekillinger fra Brande dyreinternat. Han ville ifølge familien flytte kattemoren, og det resulterede i, at han blev bidt. 

Han ringede derefter til vagtlægen, men blev bedt om at vente til næste dag. Og herefter gik det stærkt. Efter flere konsultationer endte han på Kolding sygehus, hvor han var indlagt i cirka en måned, hvor han gennemgik 15 operationer.

Det viste sig, at han havde fået en voldsom infektion. 

- Katten havde bidt lige ned i en blodåre, og når en kat bider og trækker sin tand til sig, så lukker hullet og så spreder bakterierne sig, fortæller Anni Thime.

Det var bare ikke normale bakterier, som havde spredt sig i kroppen på Henrik Kriegbaum Plettner - men det var kødædende bakterier. 

Følgesygdomme

Fire måneder efter operationerne havde fingeren stadig ikke normal funktionsevne. Derfor blev pegefingeren amputeret. Og så stod følgesygdommene i kø.

- Han havde meget svingende helbred. Han fik nedsat immunforsvar, lungebetændelse, urinsyregigt og diabetes, fortæller Anni Thyme.

Og hvis man bliver ramt af den slags bakterier er det typisk med et sygdomsforløb, som er meget uforudsigelig.

- Lige præcis de her infektioner, det er nogle meget sjældne infektioner, som er karakteriseret ved at de laver meget voldsom vævsdestruktion, der kan sprede sig hurtigt. Så det betyder, at det er nogle hurtige, dramatiske og sjældne forkomne forløb, siger Lars Skov Dalgaard, der er ledende overlæge på Regionshospitalet Gødstrup.

Henrik Kriegbaum Plettner fik amputeret pegefingeren.
Henrik Kriegbaum Plettner fik amputeret pegefingeren.
Foto: Privatfoto

Derfor advarer familien nu andre i håb om, at man tager det alvorligt, hvis man bliver bidt af et dyr. 

- Gå til lægen, det er vigtigt, lad være med at tage chancer - Og kom afsted med det samme, siger Desirée Plettner, der er Henriks ekskone.

Det er vigtigt for familien at fortælle, at et bid kan være farligt, selvom man måske har tilbøjelighed til at tænke, at det bare er en kat.

- Vi vidste godt, at han var dårlig, men jeg tror ikke, at der var nogen, der havde regnet med at han var så dårlig, siger Desirée Plettner.

Hvert år bliver cirka 150 danskere inficeret med kødædende bakterier og hver fjerde dør af infektionen. 

Familien advarer i håb om, at man tager det alvorligt, hvis man bliver bidt af et dyr. 
Fra venstre: Anni Thyme (Henriks mor), Ida (Henriks datter) og Desirée Plettner (Henriks ekskone).
Familien advarer i håb om, at man tager det alvorligt, hvis man bliver bidt af et dyr. Fra venstre: Anni Thyme (Henriks mor), Ida (Henriks datter) og Desirée Plettner (Henriks ekskone).
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST