Flere tusind euro stjålet fra tyske turister

Fire biler blev lænset for kontanter og betalingskort, mens ejerne gik tur langs stranden.

Turister på strand
Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

På en tur fra Husby til Bjerregård syd for Hvide Sande lykkedes det torsdag en eller flere gerningsmænd at bryde ind i fire parkerede biler.

Indbruddene skete i tidsrummet mellem klokken 13 og 15 og foregik ved at knuse sideruder i biler, der holdt parkeret på rastepladser langs vestkysten.

Det oplyser lokalpolitiet i Ringkøbing.

- Nogen har taget turen langs kysten og set, at der holdt en bil. De har så knust en rude og er i alle tilfælde sluppet væk med en taske eller pung med betalingskort eller kontanter, siger fungerende politikommissær Heine Bærentsen.

Ingen vidner

Tre af de fire biler havde tyske nummerplader, og fra dem blev der i alt stjålet 2600 euro i kontanter. Desuden blev der stjålet flere betalingskort, en Northface-jakke, et digitalkamera og en tablet.

Politiet har sikret spor fra tre af de fire køretøjer og afventer nu svar på de prøver, men ellers har de ikke noget at gå efter.

- Der er ingen vidner eller andet, der kan beskrive køretøjet. Vi formoder, at det er den eller de samme tyve, der står bag indbruddene, siger politikommissæren.

Han oplyser, at Politiet før har oplevet, at nogen har taget turen fra Thy til det sydlige Jylland og på en enkelt dag eller to har begået lignende indbrud.