Coronaramt kommune beder fitnesscentre om hjælp

I Ringkøbing-Skjern Kommune stiger smitten så voldsomt, at borgmesteren har bedt motionscentrene om hjælp.

Hans Østergaard (V), borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, forventer, at smittetallet i kommunen vil falde den kommende tid.
Hans Østergaard (V), borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, forventer, at smittetallet i kommunen vil falde den kommende tid.

Henover weekenden steg antallet af coronasmittede i Ringkøbing-Skjern Kommune voldsomt. Den seneste uge er der registreret 34 nye smittede, og det betyder, at kommunen nu ligger i top-30 over landets hårdest ramte kommuner.

Det er specielt en aldersgruppe, der bærer smitten.

- Det er de yngre, der er smittede. En tredjedel af dem er mellem 20-29 år. Det rammer bredt fordelt på resten af aldersgrupperne, men der er en koncentartion omkring de unge, siger Borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard (V).

I weekenden nåede smitten i Ringkøbing-Skjern nye højder, da incidenstallet gik fra 21 smittede per 100.000 indbyggere til 60, hvilket gør Ringkøbing-Skjern til den kommune med klart flest smittede i landsdelen.

- Jeg synes selvfølgelig, det her er bekymrende, og jeg tænker også, at vi skal tage det alvorligt. Vi skal passe ekstra godt på hinanden nu, siger Hans Østergaard.

Beder motionscentre om hjælp

De høje smittetal har nu fået borgmesteren til at reagere. Kommunen beder nemlig idrætsforeninger og fitnesscentre om hjælp.

- Det gør vi, fordi vi gerne vil have dem på banen i forhold til den smitte, der har ramt nu - nemlig de yngre, som er aktive. Så det er for at gøre dem opmærksom på, at vi skal have ekstra bevågenhed, fortæller Hans Østergaard.

I ROFI-centeret har de mange unge medlemmer, og lederen af fitnesscentret vil gerne hjælpe i kampen mod corona. Her bliver maskinerne sprittet af flere gange dagligt, mens motionisterne får en flaske desinficerende med rundt.

Men selv om de gør, hvad de kan, så er al hjælp i denne situation kærkommen.

- Er der nogen, der har en fix ide eller en plan, så vil vi gerne være med til at gribe de her bolde, så vi kan få styr på det, siger Ulla Birkmose, der er fitnesscenterleder i ROFI-centret.

I Ringkøbing-Skjern Kommune er der bekræftet fem nye smittede - det seneste døgn.