49-årig cyklist død efter påkørsel

Den 49-årige mandlige cyklist, der for tre uger siden blev påkørt af en bil, er afgået ved døden.

Den 29-årige bilist kom ikke noget til ved ulykken.
Den 29-årige bilist kom ikke noget til ved ulykken.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

En 49-årig mand er afgået ved døden efter at have været i kritisk tilstand, siden han blev påkørt af en bil. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern, som har fået bekræftet dødsfaldet af lokalpolitiet i Herning. 

Ulykken skete tirsdag den 1. september omkring klokken 6.00 om morgenen. Her blev den 49-årige, der kom cyklende på Herningvej mellem Haunstrup og Vorgod-Barde, ramt af en bil, der blev ført af en mand på 29 år.

Den 49-årige blev efter ulykken fløjet med helikopter til Skejby Sygehus i kritisk tilstand. Her var han indlagt, indtil han døde natten til lørdag.

Den 29-årige bilist kom ifølge politiet ikke noget til ved ulykken.