Uvejr på vej: Risiko for skybrud og torden

DMI varsler om risiko for skybrud og torden fra lørdag eftermiddag og aften. Regnen kan få svært ved at trænge ned i den knastørre jord.

Det meste af landet bliver lørdag ramt af regn og torden. Kraftigst bliver det i Midt- og Vestjylland ifølge DMI.
Det meste af landet bliver lørdag ramt af regn og torden. Kraftigst bliver det i Midt- og Vestjylland ifølge DMI.
Foto: Ritzau Scanpix / Kristian Juul Pedersen

Marker og haver kan lørdag få en ordentlig vanding, og det kan være en god ide at huske paraplyen, hvis du skal uden for senere i dag.

DMI har udsendt et varsel om risiko for skybrud og torden.

- Vi forventer, at det kommer ind med ret kraftige regn- og tordenbyger især i det midt- og vestjyske. Her rammer det først, og det er kraftigst til at begynde med, siger Søren Mikkelsen, DMI's vagthavende meteorolog i Karup.

Varslet gælder for Vestjylland, Herning og Ikast-Brande samt Syd og Sønderjylland fra klokken 16 i eftermiddag til klokken 21 lørdag aften.

Fra klokken 18 til midnat kan Silkeborg, Thy og Mors, Skive og Viborg samt en stor del af resten af landet også blive ramt.

Regnen kan ikke trænge ned

Det er en koldfront, som passerer Danmark, og som får DMI til at udsende en varsling om farligt vejr i form af skybrud, torden og vindstød.

Der er risiko for, at der lokalt kan falde mellem 15 og 25 mm regn på 30 min samt risiko for kraftig torden, og så meget regn på én gang har svært ved at trænge ned i jorden.

- Fordi jorden er så tør og slet ikke vandmættet, så får det svært ved at sive ned, og der kommer sikkert til at løbe en del vand, siger Søren Mikkelsen.

DMI meddeler også, at det tørre vejr også betyder, at der er en lille risiko for, at lyn kan antænde brande i naturen. 

Skybrud medfører fare for oversvømmelse af lavtliggende områder, oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og i viadukter samt nedsat sigtbarhed.

Torden medfører fare for lynbrande, risiko for nedbrud af elektriske systemer, risiko for mange fejlalarmer fra automatiske anlæg.

2:12
Det tørre vejr giver stor risiko for brand. Midt- og vestjyderne tager forskellige initativer for at være bevæbnet mod brand.