Indenrigsministeren skal se på mailsag fra Ringkøbing-Skjern

Dennis Flydtkjær vil have indenrigsministeren til at forhindre at borgmestre kan få gennemlæst byrådspolitikeres mails, det skriver dknyt.dk.

04:15

Det var i orden, at Ringkøbing-Skjern Kommune tjekkede bvrådspolitikeres mail, siger statsadvokaten. Indslag fra 18/5-2017

Statsadvokaten kunne ikke se noget ulovligt i at Ringkøbing-Skjern Kommunes borgmester, Iver Enevoldsen på baggrund af mistanke om lækage, bad kommunens chefjurist til gennemlæse otte byrådsmedlemmers kommunale mails.

Den afgørelse er DFs folketingsmedlem Dennis Flydtkjær dog ikke enig i. Han vil have indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll (LA) til at gå ind i sagen, det skriver dknyt.dk.

I et §20-spørgsmål spørger Dennis Flydtkjær ind til ministerens holdning til sagen. Flydtkjær vil desuden, på baggrund af at statsadvokaten ikke har fundet noget ulovligt i sagen, have ændret de nuværende regler, så det fremover ikke bliver muligt for en borgmester: 'at få gennemlæst en folkevalgt politikers mailkorrespondance,‘ skriver han i spørgsmålet til ministeren.

Sagen startede i juni 2016 efter at byrådsmedlem Niels Rasmussen (SF) politianmeldte Iver Enevoldsen, kommunens chefjurist Erna Pilgaard og den nu tidligere kommunaldirektør Niels Erik Kjærgaard for at gennemlæse SF'erens mails uden tilladelse. 

Borgmesteren mente at mailsne skulle gennemlæses på baggrund af mistanke om læk af fortrolige oplysninger i forbindelse med udbud om etablering af fiberbredbånd i kommunen. 

Simon Emil Ammitzbøll skal senest svare på Flydtkjærs spørgsmål inden seks hverdage. Spørgsmålet blev indsendt onsdag før Kristi Himmelfartsdag.