Mailsag: Statsadvokaten dropper sag mod borgmester

Statsadvokaten har valgt at droppe sagen mod borgmester Iver Enevoldsen og to embedsmænd i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det oplyser SF's Niels Rasmussen i en pressemeddelelse.

Iver Enevoldsen

For et år siden meldte SF’s medlem af kommunalbestyrelsen i Ringkøbing-Skjern Kommune, Niels Rasmussen, både borgmester Iver Enevoldsen, den nu tidligere kommunaldirektør Niels Erik Kjærgaard og kommunens chefjurist Erna Pilgaard til politiet. Men statsadvokaten har nu valgt at droppe sagen. Det oplyser SF’s Niels Rasmussen i en pressemeddelelse.

Anmeldelsen kom efter at kommunens ledelse læste byrådsmedlem Niels Rasmussens (SF) arbejdsmail, fordi kommunen skulle have haft mistanke om læk af fortrolige oplysninger om kommunens meget omdiskuterede bredbåndsudbud.

Statsadvokaten skriver i en mail til Niels Rasmussen, at han også er ansat som lærer ved kommunen, og at kommunens mailregler derfor også omfatter hans politiske virke.

- For det første bunder statsadvokatens afgørelse i flere forkerte oplysninger, som politiet har modtaget fra kommunen, men åbenbart ikke har ønsket at efterprøve. For det andet finder jeg det urimeligt, at borgere ikke kan kontakte socialudvalgsmedlem Niels Rasmussen i fuld fortrolighed, fordi jeg også er skolelærer Niels Rasmussen, skriver Niels Rasmussen i en pressemeddelelse.

- Statsadvokaten vurderer endvidere, at borgmesteren har hjemmel til at gennemlæse mail på grund af en konkret mistanke om en læk i Økonomiudvalget efter et møde den 24. maj 2016, men hvorfor læser de så min post. Jeg sidder slet ikke i Økonomiudvalget, tilføjer Niels Rasmussen.

Niels Rasmussen bebuder, at afgørelsen vil blive indklaget for Rigsadvokaten.