I grundlovsforhør for knytnæveslag

18-årig i grundlovsforhør for at slå en mand i hans have. Nu er han varetægtsfængslet (opdateret).

Ny politibil front, udrykning 150713.jpg

En 18-årig mand fra Vestervig blev onsdag anholdt i Skjern for vold. Nu bliver han fremstillet i grundlovsforhør.

- Han fortalte til vores betjente på stedet, at han bare gerne ville anholdes, fortæller Mette Bundgaard, der er vicepolitikommissær ved Lokalpolitiet i Ringkøbing.

Et ægtepar havde på en gåtur spottet manden i deres have på Pileallé i Skjern. Da den mandlige del af parret spurgte, hvad den 18-årige lavede i haven, slog han ham i ansigtet.

- Han er foruden voldsepisoden også sigtet for flere tilfælde af brugstyveri, fortæller anklager Gorm Søgaard Lund fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Den unge mand besøgte venner og bekendte i Skjern.