Bank frifundet i sag om kursmanipulation

Ringkjøbing Landbobank samt en medarbejder er frifundet i Landsretten i sag om tiltale for medvirken til kursmanipulation.

Ringkjoebing_Landbobank_0.jpg

Ringkjøbing Landbobank samt en af bankens medarbejdere er onsdag ved Vestre Landsret i Viborg enstemmigt blevet frifundet både for medvirken til kursmanipulation og for at have overtrådt underretningspligten til Finanstilsynet. Det skriver banken i en fondsbørsmeddelelse.

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) ankede den 22. oktober 2014 den af Byretten i Herning afsagte dom, hvor banken og medarbejderen også blev frikendt i begge ovennævnte punkter i en principiel sag om bankens og medarbejderens strafansvar for en kundes handel med et børsnoteret værdipapir.

Sagen omhandlede én handel til 30.000 kroner i en meget illikvid ejendomsobligation foretaget ultimo 2011. Handlen lå inden for obligationens kursspread på handelstidspunktet.

- Vi er meget tilfredse med Landsrettens afgørelse, der både bekræfter Byrettens dom og den vurdering, vi har haft af sagen fra første færd, skriver banken i meddelelsen.