Region Midtjylland har købt værnemidler for 100 millioner kroner

Personalet i Region Midtjylland skal behandle patienter med den meget smittefarlige coronavirus. Derfor er der bestilt beskyttelsesdragter, visirer og mundbind.

Region Midtjylland har blandt andet bestilt mundbind for at beskytte det personlae, der skal arbejde med covid-19 patienter.
Region Midtjylland har blandt andet bestilt mundbind for at beskytte det personlae, der skal arbejde med covid-19 patienter.
Foto: Niels Åge Skovbo / Region Midtjylland

Ifølge Region Midtjylland har sundhedspersonalet endnu ikke manglet kitler, viserer og mundbind, og de midler, man skal bruge for at passe corona-patienter. Men der vil snart blive brug for flere værnemidler end nogensinde før.

- Viserer bruger vi måske et par hundrede af om året, og der skal vi simpelthen bruge en halv million. Der er så mange med en smitten, der er så aggressiv, at personalet er nødt til at beskytte sig på en helt anden måde, siger Dorte Christensen, der er afdelingschef for Indkøb og Medicoteknik ved Region Midtjylland.

Hun fortæller, at der bliver købt udstyr for 100 millioner kroner. Selvom regionen har sørget for at få den bedste pris de kunne, så er det vigtigste at beskytte personalet, slår Dorte Christensen fast.

Når bestillingen ankommer til Danmark, er målet, at midlerne vil blive fordelt til de steder, der har behovet. Hvis et plejehjem har en borger med covid-19, så skal personalet have de nødvendige værnemidler, for at kunne håndtere situationen.

Donation ankommet

Bestilling skal flyves ind fra Kina, og når resten af verden også vil have fat i de nødvendige hjælpemidler til at klare krisen, er det svært at sige, hvornår bestillingen ankommer til Midtjylland.

- Der er lidt besværligheder, når man skal have det ud af Kina, for de er jo også opmærksomme på, at de ikke selv løber tør. Lufttrafikken er heller ikke som normalt, så jeg kan ikke sige helt præcist, at det kommer på lørdag klokken 10. Men jeg vil gerne have det ind på dansk grund, før jeg er sikker, fortæller Dorte Christensen til TV MIDTVEST.

Så snart flyet lander i Danmark, vil Region Midtjylland sørge for at få det offentliggjort, da rigtig mange mennesker er berørt af pandemien.

Selvom der ikke kan siges noget om bestilling, har Region Midtjylland i dag modtaget deres andel af en donationen fra den kinesiske rigmand Jack Ma, der ejer onlineforretningen Alibaba. Derfor er der nu værnemidler på lager.

I alt har rigmanden doneret 5000 visirer, 5000 beskyttelsesdragter og tæt på en halv million mundbind. Hjælpen kommer igennem Jack Ma Foundation, og foruden Danmark er også Kina, USA, Italien, Belgien, Frankrig, Slovenien og Spanien blevet hjulpet.

- Vi takker for hjælpen fra Kina. Donationen hjælper os med at holde høj sikkerhed for vores ansatte. Personalets sikkerhed har høj prioritet af hensyn til de ansatte selv, deres pårørende, patienterne og resten af landets borgere. Værnemidlerne sikrer, at vi kan beskytte medarbejdere mod coronavirus, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse.