Advarer mod at spise vildt: Høje koncentrationer af PFOS fundet i ænder fra Harboøre Tange

Analyse af vilde ænder fra Harboøre Tange viser, at der er risiko for, at vildt fra området kan være forurenet med PFOS. Fødevarestyrelsen anbefaler, at man ikke spiser kød fra vildt, der har levet i området.

Analyse af vilde ænder fra Harboøre Tange viser, at der er risiko for, at vildt fra området kan være forurenet med PFOS
Analyse af vilde ænder fra Harboøre Tange viser, at der er risiko for, at vildt fra området kan være forurenet med PFOS
Foto: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST

En analyse af vilde ænder fra Harboøre Tange viser, at der er risiko for, at vildt fra området kan være forurenet med PFOS.

PFOS er konstateret flere steder i vandmiljøet i området - herunder i prøver fra overfladevand, og derfor kan både fugle og andet vildt have optaget PFOS i kritiske mængder

Derfor bør man ikke spise kød fra vildt, der har levet i området.

Det skriver Fødevarestyrelsen, der i kølvandet på nye PFOS-fund, har undersøgt forureningen nærmere.

- Der kan være et højt indhold af PFOS i fugle, harer, rådyr og andet vildt med fast base i området. Derfor er vores anbefaling, at man ikke spiser kød fra vildt, der har levet i området, siger kontorchef Henrik Dammand Nielsen, Fødevarestyrelsen.

PFOS er et fluorstof, der blandt andet er mistænkt for at give øget risiko for forhøjet indhold af kolesterol i blodet, kræft, nedsat immunforsvar og hormonforstyrrende effekter.

Tredje fund på tre måneder 

Med dagens fund af PFAS er det tredje gang på tre måneder, at det giftige fluorstof bliver identificeret. 

Midt i februar gjorde Region Midtjylland et PFAS-fund i den nordligste del ved Banegravssøen syd for Thyborøn.

Det er et område, som tidligere har været brugt som losseplads, og efterfølgende besluttede Lemvig Kommune og Lemvig Vand at lave nye undersøgelser i omkringliggende områder.

Det er den sydlige del af det område, der hedder Knopper Enge samt flere steder inden for bygrænsen i Thyborøn, der er ramt af for højt koncentrat af PFAS.
Det er den sydlige del af det område, der hedder Knopper Enge samt flere steder inden for bygrænsen i Thyborøn, der er ramt af for højt koncentrat af PFAS.
Foto: Lemvig Kommune

I slutningen af marts viste det sig så, at den sydlige del af området Knopper Enge samt flere steder inden for bygrænsen i Thyborøn også er ramt af for høje værdier af fire forskellige PFAS-stoffer.

Dengang blev det anbefalet, at man ikke spiste hjemmedyrkede afgrøder fra haven. Efter fredagens fundet er det så vildt fra området, som man ikke bør spise. 

- Der er ikke nogen akut risiko, men fundet er dog alligevel på et niveau, hvor man bør være forsigtig og lade være med at spise vildt fra området, siger Henrik Dammand Nielsen. 

- Hvis fødevaren går til den samme familie igennem længere tid, kan man blive relativt højt eksponeret, og derefter kan vi lige så godt anbefale, at man ikke spiser det, siger han.  

En undersøgelse har dog frifundet drikkevandet i Thyborøn for PFAS.