Offer chokeret over løsladt læge: - Nu skal jeg leve med tanken om, at han kan gå bag mig i gågaden

En af de forurettede kvinder, i sagen om overgreb på sygehuse, er forbavset over, at den dømte læge kunne forlade retten som en fri mand.

Både Mathilde Blicher og flere af de forurettede kvinder modtog dommen med tårer.
Både Mathilde Blicher og flere af de forurettede kvinder modtog dommen med tårer.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

To års fængsel og frakendelse af retten til at arbejde som læge.

Sådan lød dommen til 31-årige Carlos Gaewkheo Shiralipor torsdag i landsretten, og klokken 14.35 blev han løsladt.

Han har nemlig siddet varetægtsfængslet siden marts sidste år og dermed afsonet næsten to-tredje-dele af sin straf. Det blev derfor vurderet, at den 31-årige kunne blive prøveløsladt.

Og det kom som et chok for Mathilde Blicher, der har oplevet seksuelle overgreb på sygehuset i Viborg, at den dømte læge kunne forlade retten som en fri mand.

- Jeg havde håbet på, at vi lige kunne få en til to dage, inden han kom ud til os andre, så vi havde en mulighed for at lande i det. Det har været fire hårde og intense dage, og nu skal jeg leve med tanken om, at han kan gå bag mig i gågaden. Jeg kommer aldrig til Aarhus igen, da han bor der, siger hun berørt.

Selv om den 31-årige mand i dag er fri, så er han igen af landsretten kendt skyldig i overgreb mod flere kvindelige patienter, mens han arbejdede som læge i Viborg og Aarhus.

I to af tilfældene voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Modtog dom uden reaktion

Carlos Gaewkheo Shiralipor modtog dommen uden reaktion, fortalte vores reporter i retten efter dommen.

Han satte sig ned og startede med at skrive i sine noter, som han havde gjort næsten uden afbrydelser det meste af dagen.

For flere af de forurettede kvinder blev dommen modtaget med tårer. Flere af dem er ikke klar til, at de allerede nu potentielt kan møde deres overgrebsmand igen på gaden.

Specialanklager Susanne Holst Højberg ønskede lægen fængslet i op mod tre et halvt år, mens Carlos Gaewkheo Shiralipors forsvarer, Jan Schneider, argumenterede for frifindelse og ellers maksimalt 10 måneders fængsel.

Vestre Landsret kom dog frem til samme dom som Retten i Aarhus gjorde i december sidste år.