Profil forlænger med TTH

Jakob Green, der er på vej tilbage efter en alvorlig hofteskade, fortsætter i Tvis Holstebro.

270213_Jakob_Green.jpg

Den tidligere landsholdsspiller Jakob Green har forlænget sin kontrakt med håndboldklubben Team Tvis Holstebro, så parterne nu har papir på hinanden indtil 2016.

- Jeg er særdeles glad for at være i klubben - og glad for, at klubben trods min langvarige skadepause alligevel har valgt at satse på mig. Det er et velkomment skulderklap, siger Jakob Green i en pressemeddelelse fra klubben.

Den alsidige bagspiller, der er noteret for 13 A-landskampe, er på vej tilbage efter en alvorlig hofteskade. Han regner med at være klar til kamp igen i slutspillet.

Tvis Holstebro-sportschef Niels Agesen betegner Jakob Green som en klassespiller og tror på, at han kan vende tilbage for fuld styrke - og måske endda blive bedre end før sin skade.

Jacob Green har tidligere spillet for blandt andre GOG og AG København.