Skole sender alle lærere i isolation, efter mandlig lærer er testet corona-positiv

Alle lærere på skolen er sendt i isolation, efter en mandlig lærer er testet positiv for coronavirus.

Arkivbillede.
Arkivbillede.
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Mandag er der skolestart på mange folkeskoler i Midt- og Vestjylland. Men på Egeskovskolen i Bjerringbro kan dagen i værste tilfælde hænge i en tynd tråd.

Det kan den, fordi en mandlig lærer er blevet testet positiv for coronavirus, efter han havde været til et personalemøde med alle de andre lærere på skolen.

Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

-  Vi følger naturligvis de foreskrevne retningslinjer og processer og har derfor sendt alle vores lærere på Egeskovskolen hjem i isolation, fortæller Hasse Waldemar Mortensen, der er skolechef ved Viborg Kommune, til folkebladet.

Ifølge skolechefen blev den mandlige lærer, der er testet positiv, testet mandag, efter han i weekenden havde været sammen med nogle venner. Onsdag kom det positive svar, men i mellemtiden havde han altså deltaget i personalemødet.

Skal vente på testsvar

Skolechefen tror ikke selv, at der er andre, der er blevet smittet. Men ikke desto mindre tager skolen sine forholdsregler og får testet alle lærerne.

Der er blot et enkelt problem: Der skal gå fire dage, fra man har været i berøring med en, der er corona-smittet, før man selv kan blive testet.

Derfor kan skolens lærere først blive testet lørdag, og med skolestart mandag håber skolechefen, at der falde svar senest søndag.

I værste tilfælde falder der først svar på testene efter 72 timer.