Tyv fanget kort efter indbrud - og fik tre andre sigtelser oveni

Sagen udviklede sig til en del flere sigtelser, da politiet i går stoppede en 49-årig indbrudstyv på Mors.

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Tre kvarter efter, at en 49-årig mand havde stjålet smykker fra en villa i Flade på Mors, blev han stoppet af politiets hundepatrulje.

Manden havde brækket en terrassedør op omkring klokken 11.20 i går. Her stjal han smykker og en cykel, som han stak af på.

Kort tid efter smed han cyklen ind i en bil, som han kørte videre i, men klokken 12.05 blev han stoppet af politiet.

- Det gik rimelig hurtigt, så det var fint, siger Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Men det blev ikke kun til en sigtelse for indbrud for den 49-årige mand fra Nykøbing.

Han havde nemlig også en peberspray, som hører under våbenloven, på sig og kørte bil påvirket af euforiserende stoffer.

Da politiet ransagede hans hjem, fandt de også knap et gram amfetamin.

- Så det blev til fire sigtelser, og det er alligevel noget, siger Jørgen Jensen.

Læs også 21 indbrud på en weekend: Smykker og kontanter stjålet