25-årig stukket ned i Nykøbing: To personer fra lokalområdet anholdt

En person, der lørdag blev stukket med kniv i Nykøbing, er stabil.

Politiet har ikke kun efterforskning i gang på Bangsgade. Også et areal på havnen er spærret af i øjeblikket.
Politiet har ikke kun efterforskning i gang på Bangsgade. Også et areal på havnen er spærret af i øjeblikket.
Foto: Presse-fotos.dk

Midt- og Vestjyllands Politi rykkede lørdag ud til et knivstikkeri i Nykøbing.

En 25-årig mand var blevet ramt af knivstik og bragt til hospitalet i Aalborg, hvor personen nu er i alvorlig men stabil tilstand, oplyser politiet.

"Vi efterforsker en alvorlig hændelse. En person er ramt af knivstik. Er overført til Aalborg. Er nu i stabil tilstand," skriver politiet kort før klokken 11.30 på Twitter.

Knivstikkeriet skete på en adresse på Bangsgade i Nykøbing, hvor politiet var til stede. 

Politiet i arbejde på Bangsgade i Nykøbing.

Politiet har ikke kun haft efterforskning i gang på Bangsgade. Også et areal på havnen har været spærret af.

Efter undersøgelsen her tog politiet en hvid Audi med, fortæller TV MIDTVESTs reporter på stedet.

En hvid Audi blev taget med efter undersøgelsen på havneområdet.

To anholdt 

13.40 skrev Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter, at man stadig er til stede i Nykøbing, hvor en teknisk efterforskning foregår.

"Der er to anholdte i sagen. Begge indgår i den fortsatte efterforskning."

"Forurettede er stadig i alvorlig - men stabil - tilstand," lyder det på Twitter.

De to mænd er henholdsvis 30 og 24 år. Begge er fra lokalområdet og bliver søndag fremstillet i grundlovsforhør i Viborg.