Insiderviden i Spar Mors-sagen

Meget tyder på, at insiderviden er blevet misbrugt i den konkursramte sparekasse SparMors. Den første investor har nu tilbagebetalt et større beløb, som blev hævet umiddelbart før sparekassen krakkede.

spar_mors.jpg

Garantforeningen er ikke længere i tvivl. Der er foregået forretninger, som ikke tåler dagens lys i Spar Mors. På et møde i skifteretten i går kom det frem, at den første, tidligere garant nu har tilbagebetalt 240.000 kroner til konkursboet efter Spar Mors. Garantforeningen mener, at tilbagebetalingen er det første bevis på, at der er sket misbrug af intern viden i SparMors. Meget tyder på, at der er tale om penge, som en garant har hævet på baggrund af intern viden lige inden sparekassen lukkede for udbetaling af garantkapital den 3. oktober sidste år. Den forhenværende bestyrelsesformand i Spar Mors, Svend Erik Thomsen har tidligere afvist enhver form for insiderhandel.

Flere penge kan være på vej

Tidligere har kurator Ulrik Jacobsen oplyst, at han undersøger mulighederne for at få tilbageført garantkapital for op mod 15 millioner kroner. Det er dog kun en lille del af de 50 millioner, som garanterne tilsammen har til gode.