Borgmester: Jeg vil huskes som ham, der vendte udviklingen på Mors

Det er målet for 60-årige Hans Ejner Bertelsen, venstreborgmester i Morsø Kommune siden 2013. Han har sat udvikling på dagsordenen.

Ved seneste kommunalvalg genvandt venstremanden Hans Ejner Bertelsen borgmesterposten og er nu i gang med sin anden valgperiode.

Og også denne gang står udviklingen af Limfjordsøen allerhøjest på dagsordenen for venstreborgmesteren.

- For mig er det vigtigt at slå fast, at vi ud over den almindelige drift også har en udviklingsdagsorden. Der skal afsættes midler til udvikling. Vi har lavet puljer, vores foreninger kan søge, så der hele tiden sker noget, fortæller borgmesteren.

Udfordret af infrastruktur og faldende befolkningstal

Morsø Kommune er kun landfast via Vilsundbroen i nord og Sallingsundbroen mod syd. Og netop afstanden til de større byer samt en i dag utidssvarende infrastruktur både trafikalt og digitalt er en hæmsko for udviklingen på Mors.

Og så er der det med befolkningen. Færre borgere har med tiden ført til skrumpende landsbyer og en ændret befolkningssammensætning. Det er et faktum.

Hans Ejner Bertelsen

Men højskolen, søsportscentret og skaldyrserhvervet på Mors er eksempler på den udvikling, Hans Ejner Bertelsen gerne ser mere af i fremtiden. Kulturmødet på Mors er et andet.

- Det er i den grad slået igennem og fortæller lige akkurat, hvad Mors er, og hvor vi er. Og det gør, at vi har vendt udviklingen, siger Hans Ejner Bertelsen.

”Vi har fundet retningen”

Morsø Kommune blev hårdt ramt, da kommunen mistede sine to store lokale pengeinstitutter. Et granatchok, kalder borgmesteren den tid.

- Det havde vi aldrig forestillet os kunne ske. Og det er vi ved at arbejde os ud af. Man skal fortælle, at vi har udfordringer, men man skal sørme også huske hele tiden at fortælle alt det, vi kan. Og vi kan bare rigtig meget på Mors. Vi er ikke i mål, og det kommer vi måske aldrig. Men vi har fundet retningen.

For den 60-årige venstremand er udviklingen afgørende for hans arbejde og for Morsø Kommune. Men også på det personlige plan håber Hans Ejner Bertelsen, at han sætter sit aftryk på øen.

quoteJeg håber, at borgerne oplever, at de har en borgmester, hvor døren står åben. For det gør den rent bogstaveligt. Man er velkommen, og jeg glædes over, når folk kommer, og jeg får en mulighed for at lytte

Hans Ejner Bertelsen, borgmester, Morsø Kommune

- Jeg håber, at borgerne oplever, at de har en borgmester, hvor døren står åben. For det gør den rent bogstaveligt. Man er velkommen, og jeg glædes over, når folk kommer, og jeg får en mulighed for at lytte. For det er jo det, det hele handler om. Jeg håber, borgerne mærker, at de har en borgmester, der brænder for sin kommune og for øen.

Se hele interviewet med Hans Ejner Bertelsen i programmet Mød Borgmesteren på TV MIDTVEST den 12. december klokken 20.25 eller øverst i artiklen her.


Læs flere artikler fra Morsø eller i kategorien Politik.