Ulovlige mink tester negative for corona-antistoffer

230 ulovlige mink fra Løvel har med stor sandsynlighed ikke haft covid-19.

Minkene fra farmen ved Løvel er nu testet negative for coronavirus og tidligere infektioner med covid-19.
Minkene fra farmen ved Løvel er nu testet negative for coronavirus og tidligere infektioner med covid-19.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

De 230 ulovlige mink, som Fødevarestyrelsen i december fandt på en minkfarm ved Løvel i Viborg Kommune, har med stor sandsynlighed ikke haft covid-19 på noget tidspunkt.

Det fremgår af den antistof-test som Fødevarestyrelsen nu har fået svar på via Statens Serum Institut (SSI). 

Det oplyser Karsten Aagaard, der er sektionsleder ved Veterinærnord i Herning. 

- Vi kan med stor sikkerhed sige, at minkene ikke har haft corona på noget tidspunkt.

- Sundhedsmæssigt er sagen afsluttet, forklarer han.

Testet med pcr-metode

Fødevarestyrelsen fandt de 230 mink på minkfarmen ved Løvel den 23. december.

Kort efter blev de aflivet og testet for corona via swab (podepind) i deres svælg, som det kendes fra pcr-test til mennesker. 

I starten af det nye år stod det klart, at minkene var testet negative for corona. De havde altså ikke coronavirus, da de blev aflivet. 

Efterfølgende har man også testet dem for de antistoffer, som både mennesker og mink danner ved en covid-19-infektion. 

Det er den prøve, der nu er kommet tilbage negativ. 

Myndighederne fandt både mink og ræve på farmen. Begge dele er ulovlige at holde.
Myndighederne fandt både mink og ræve på farmen. Begge dele er ulovlige at holde.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Sektionsleder Karsten Aagaard fortæller, at der har været lidt usikkerhed omkring prøven, da det minkblod, man har brugt til undersøgelsen, er taget fra minkene efter nedfrysning og optøning. 

- Men det er lykkedes for dem (SSI, red.), understreger Karsten Aagaard. 

Andet fund på kort tid

Det har været ulovligt at holde mink til andet end hobbybrug i mere end et år på grund af frygten for nye coronamutationer i minkbesætninger.

Alligevel er fundet af 230 mink ved Løvel ikke enestående. 

I midten af december opdagede myndighederne 126 mink på en lignende farm på Thyholm i Struer Kommune. De mink er også testet negative via både pcr- og antistof-test. 

Minkene fra Løvel er nu blevet destrueret.

Fødevarestyrelsen er fortsat ved at tage stilling til om man ønsker at politianmelde minkejeren for ulovligt dyrehold. Straffen lyder på bøde eller indtil seks måneders fængsel.