Vinteren kommer: Flere brancher gør klar til hård kulde

Planterne går til og frosten kan ødelægge dine vandrør. Derfor har flere brancher travlt med vinterforberedelser, inden kulden rammer Danmark.

Temperaturene kan komme helt ned til -12 grader i den kommende uge.
Temperaturene kan komme helt ned til -12 grader i den kommende uge.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Snart kommer Kong Vinter endnu engang på besøg i Danmark. I den kommende uge vil minusgraderne runde to cifre, og det giver travlhed i VVS-branchen, som lukker for vandet ved de ældre sommerhuse.

- Der er travlhed med vinterlukning, men det er også ved at være sidste chance, siger Allan Fjord Olesen, der er VVS-installatør i Hvide Sande.

En af dem, der får tømt rørene er Ole Slumstrup, som er sommerhusejer.

- Det var fordi, jeg fik kolde fødder. Jeg kom simpelthen sådan i tvivl om, vi var OK herude i huset.

Og det korte besøg af VVS’eren kan vise sig at være en god investering. Frosten kan nemlig være rigtig hård ved rørene, og det kan rende op i mange tusinde kroner.

- Den operation, som Allan (Allan Fjord Olesen, VVS-installatør) laver, er ikke en, som jeg skal op i banken for at låne penge til. Det skal jeg, hvis jeg skal lave nyt, siger Ole Slumstrup.

Planter får dyne på

Det er ikke kun rørene, som har det svært med den kommende kulde. Mange planter er ved at være klar til foråret, og den kolde front kan slå dem ihjel.

- De bliver stressede, de bliver skadet, de bliver grimme, fortæller Iver Andersen, der er indehave af Haveoasen i Herning.

Havecenteret har brugt den seneste uge på at pakke planterne ind i bobleplast, så de kan klare temperaturerne. 

1:57
Planterne bliver pakket ind og rørene klargjort til kulde.