Varsel om farligt vejr: - Vi mærker tydeligt, at flere bliver hjemme

Politiet beder bilister i Thy, Salling og på Mors overveje at blive hjemme. Dansk Autohjælp SOS mærker, at trafikanter tager det til sig.

Opdatering

Opdateret: Varsel er ophørt

20.50 ophørte DMI's varsel om farligt vejr i Nordjylland. Politiet opfordrer dog fortsat til påpasselighed.

    Onsdag aften varsler DMI 'kraftigt snefald' i Nordjylland, herunder i Thy, Salling og på Mors. Det har fået Midt- og Vestjyllands politi til at opfordre bilister på de kanter til at være særligt opmærksomme og om muligt helt blive hjemme. 

    - Vi tager vores forbehold og forsøger at være halvandet skridt foran. Det er enormt svært at spå om vejret, men vi forholder os til de varsler, der kommer fra DMI, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj.

    Det ligner da også, at trafikanterne har taget opfordringerne til sig.

    - Det tyder på, folk kører efter forholdene. Indtil nu har der været mindre end forventeligt at lave hos os, fortæller Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj.

    Dansk Autohjælp ser opfordringen virke

    Hos Dansk Autohjælp SOS har de stadigvæk rigtig meget at lave, men de har noteret sig, at der bliver længere mellem bilerne på vejene. 

    - Vi kan tydeligt mærke, at flere bliver hjemme. Vi hører, at vejret særligt i den nordlige ende af Midt- og Vestjylland er dårligt, så vi antager, at folk har nedprioriteret mindre vigtige ærinder her til aften, fortæller Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef hos Dansk Autohjælp SOS. 

    Ifølge Anette Bjørn Juncher har de onsdag haft omkring 240 assistancer, hvilket er knap to en halv gang så mange, som på en almindelig dag.