Tyskerne vender tilbage og sender Danmark mod turismerekord

Ifølge prognoser bliver 2017 året, hvor Danmark slår en ældgammel rekord for udenlandske overnatninger.

050711_Turisme.jpg

Dansk turisme er på vej mod det bedste år nogensinde, skriver erhvervsmediet Finans.
    
Væksten betyder en meromsætning i milliardklassen, der samlet set er tæt på at krydse 100 milliarder kroner om året. Det voksende antal turister skaber tusindvis af arbejdspladser.
    
VisitDenmarks prognose viser, at antallet af udenlandske overnatninger stiger med mellem tre og fem procent. Det fortæller administrerende direktør Jan Olsen.
    
 - Dermed vil rekorden fra 1993, hvor der var 27 millioner udenlandske overnatninger, blive slået, siger han til Finans.
    
Især tyske turister strømmer til Danmark efter en række sløje år, hvor de danske kyster har tabt terræn til mere klimaforkælede områder i det sydlige Europa.
    
- Terror og uro i Tyrkiet og det nordlige Afrika har reduceret rejselysten til disse områder. Det betyder, at turisterne søger mod Sydeuropa, og det presser priserne i vejret i lande som Spanien og Frankrig, siger Mads Schreiner, markedschef for VisitDenmark i Tyskland, til Finans.
    
- Derfor rejser mange flere tyskere mod nord, når de skal på ferie, tilføjer han.
    
Tyske turister står for 60 procent af de udenlandske overnatninger herhjemme, og derfor er det helt afgørende for turismens udvikling, at tyskerne vender tilbage til Danmark.
    
Regeringen har bevilget ekstra ti millioner kroner i både 2016 og 2017 til at markedsføre kyst- og vandkantsdanmark i udlandet.
    
I 2016 bidrog turisterhvervet selv med yderligere 8,2 millioner kroner, og i alt blev der sidste år brugt yderligere 13,5 millioner kroner på det vigtige tyske marked.
    
/ritzau/