Tenna er på Formland i bæredygtighedens tegn: - Vi kan ikke være CO2-neutrale, men vi kan tænke over, hvad vi gør

Sammen med 19 andre brands sætter hun fokus på bæredygtighed på livstilsmessen Formland.

2:08
Bæredygtigheden trænger også ind på en af Skandinaviens største messer for design og interiør.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

- Det skal være let at åbne, også med fedtede fingre, siger Tenna Christiansen. 

Hun er på livstilsmessen Formland i Herning med sin virksomhed ReCollector og produkt: Et møbel til affaldssortering. 

Det handler om at gøre affaldssorteringen nemt. 

- Vi har prøvet at fjerne de barrierer, som irriterer folk ved affaldssortering. Prøvet at gøre det nemt – og også lidt pænt samtidig, så det bare ligner et stykke interiør, forklarer Tenna Christiansen. 

Sammen om bæredygtighed

Formland er en af Skandinaviens største messer for design og interiør.

I år optager bæredygtighed og cirkulær økonomi en del af pladsen i de store haller i Messecenter Herning.

19 brands er sammen i netværket Cirkular Formland Days, som er virksomheder, der gerne vil sætte fokus på bæredygtighed og genanvendelighed i virksomheder. 

- Det er fedt at stå her sammen med en masse andre virksomhedsejere, der tænker på samme måde, og som prøver at gøre noget, siger Tenna Christensen. 

Det er Henrik Goul, der er direktør i virksomheden Champost enig i. 

- Formland er et godt sted, for der kommer rigtig mange mennesker, og mennesker som er nysgerrige på nye tendenser. Når vi samles ét sted, når vi mange af de ansigter, som vi ikke havde nået, hvis jeg skulle kører landet rundt efter dem, siger Henrik Goul.

Henrik Goul sælger blandt andet pottemuld og hestemøg på messen.
Henrik Goul sælger blandt andet pottemuld og hestemøg på messen.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

- Det kunne være, vi havde mere ud af at stå sammen, i stedet for hver for sig, siger Henrik Goul. 

Klimaforandring vækker bekymring

Tenna Christiansen producerer sine møbler til affaldssortering fra Silkeborg for at mindske virksomhedens CO2-aftryk. 

- Vi kan ikke være CO2-neutrale, men vi kan da tænke over, hvad vi gør, siger hun. 

Hun fik ideen til produktet, da hun selv havde svært ved at finde plads i køkkenet til at sortere sit affald. 

Så fik hun ideen til et møbel, som flytter affaldsspandene op på væggen. 

- Det skal op på væggen, for der har folk plads, det skal være let at bruge, og skal passe med poser i standartstørrelser, forklarer hun. 

Tenna Christiansen er stifter og ejer af ReCollector, der laver skabet til affaldssortering.
Tenna Christiansen er stifter og ejer af ReCollector, der laver skabet til affaldssortering.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

En sommer med naturbrande og ekstreme temperaturer har givet endnu mere anledning til at tænke over sin virksomheds klimaaftryk, mener Tenna Christiansen.

- Klimaforandringerne er blevet meget tydelige de seneste år, og det bekymrer mig. Som virksomhedsleder kan jeg da tænke over, hvordan vi selv producerer. 

Og der er den fordel at finde inspiration hos andre virksomheder - eksempelvis på årets Formland-messe. 

- Vi er ikke perfekte, men vi prøver at gøre noget for at reducere vores klimaaftryk, siger Tenna Christiansen.