Stort snevejr ramte landsdelen: Sådan udviklede det sig
Sneen dalede søndag ned over det midt- og vestjyske. Her kan du se, hvordan dagen forløb.
Bo kæmpede sin vildeste kamp
Viborg Kommune havde søndag kaldt alt relevant personale ind i kampen mod snevejret. 90 maskiner var i sving, og til at styre en af dem var Bo Laursen.
Specialarbejderen sad bag rattet i kommunens Case Maxxum 140-traktor. Med en sneplov foran var det hans opgave at forvandle hvide veje til sorte. Og det blev et knokkelarbejde.
- Jeg har kørt i syv år på denne her rute, og det er det vildeste jeg har været med til, siger Bo Laursen.
Forsvar klar til sne-kamp: Lige nu står køretøjerne i garagen
Forsvaret har søndag indsat to pansrede mandskabsvogne for at bekæmpe sneen i det midt- og vestjyske.
For i både Herning og Viborg står der lige nu en panseret mandskabsvogn af typen Piranha 5. Den er klar til at rykke ud, hvis ikke politiet eller ambulancen kan nå frem.
Piranha 5 skal bruges til at transportere politiet, sundhedspersonale eller tilskadekomne, hvis ikke de almindelige udrykningskøretøjer kan komme frem.
Men da TV MIDTVEST talte med Forsvarskommandoens pressetjeneste søndag eftermiddag havde de to Piranha 5’ere ikke gjort andet end at stå i garagen.
De to militærkøretøjer blev kørt til Herning og Viborg søndag formiddag. Det oplyser Aein Amripour fra Forsvarskommandoens pressetjeneste.
Det er Midt- og Vestjyllands Politi, der kan bede om assistance fra kørertøjerne, men det har altså ikke været nødvendigt.
Derfor regner vagtcheferne hos Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch, med, at køretøjerne bliver sendt hjem igen mandag aften.
DMI erkender: Ramte ikke helt plet
DMI forventede op mod 30 centimeter sne og i hvert fald mellem 20 og 30 centimeter her i landsdelen. Og der er da også kommet sne, men måske ikke helt så megen sne, som DMI havde varslet.
Vagthavende metereolog Trine Pedersen tror med, man nogle steder er kommet over 20 centimeter. Men det har varieret meget her i landsdelen, vurderer hun.
- I bakspejlet kan man se, varslet (om kraftig snefald red.) måske ikke skulle have været sendt.
- Det er megatræls, vi ikke ramte den helt, for det er det, vi sidder her for, men på den anden side var det heller ikke helt skævt, siger Trine Pedersen.
Sneplov havde travlt: Mand blev våd
De midt- og vestjyske sneplove har foreløbigt haft travlt denne søndag, men måske er der også en, der har haft lidt for travlt. Det var i hvert fald oplevelsen for en mand søndag formiddag, da han gik forbi en sneplov i Ulfborg.
Episoden betød nemlig, at han efterfølgende kontaktede politiet.
- Manden fortæller, at han ikke har noget imod snerydning, men at sneploven her havde kørt lige lovligt stærkt. Det betød, at han blev våd af at blive ramt af sne fra ploven, fortæller Allan Riis, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Manden fortalte desuden, at han ikke ønskede at anmelde episoden, men at han blot ønskede at informere ordensmagten.
- Vi gør ikke mere ved det, når han ikke ønsker at anmelde, men selvfølgelig skal man da køre ordentligt, lyder det fra vagtchefen.
Nu tynder det ud i bygerne over Jylland
Snebygerne i Midtjylland er stadig de mest kraftige over landet, men de er begyndt at blive mindre i størrelsen.
Det mere sammenhængende snevejr ligger over Nordfyn og det sydvestlige Sjælland.
Telefonerne er rødglødende hos vestjysk autohjælp
Hos SOS Dansk Autohjælp Vestjylland mærker man i den grad også travlhed på grund af snevejret. Alene i dag har den vestjyske afdeling foreløbigt været tilkaldt til omkring 80 assistancer.
- Telefonerne er rødglødende, og det har de jo faktisk været hele ugen. Vi har haft omkring tre gange så mange henvendelser som normalt, fortæller Nicki Petersen, der er vagthavende hos SOS Dansk Autohjælp Vestjylland.
Opkaldene dækker over fritrækninger, starthjælp og biler, der mangler strøm.
- Det er noget stressende, men vi er heldigvis vant til, at det kan ske på denne tid af året. Så vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe så mange som muligt, fortæller Nicki Petersen.
SOS Dansk Autohjælp Vestjylland dækker over Lemvig-, Struer-, Skive-, Holstebro-, Herning-, Ringkøbing-Skjern-, Viborg-, Silkeborg- og Ikast-Brande Kommune her i landsdelen.
Afspærring ved Holstebro: Frygtede stillads ville kollapse under sneen
Store Torv i Holstebro har i knap en time været afspærret, da man frygtede at et stillads, der dækker en af byens ældre bygninger, ville kollapse under vægten af sneen.
- Noget af taget på stilladset er knækket sammen på midten, men selve stilladset sidder stadig fast, som det skal, siger Morten Würtz Gräs, der er indsatsleder hos Nordvestjyllands Brandvæsen.
I første omgang gik arbejdet på at få spærret af indtil Nordvestjyllands Brandvæsen kunne danne sig et overblik over situationen.
- Det vigtigste er, at vi fik sikret, at ingen kom til skade, siger indsatslederen.
Det er nu vurderet, at der ikke er yderligere fare, da stilladset stadig sidder fast, som det skal. Dog skal et nyt stillads nu sættes op.
Vejdirektoratet: Forskånet for uheld
Der meldes om ingen uheld på vejene her fra morgenstunden her, det oplyser vagthavende ved vejdirektoratet Karina Svendsen.
- Indtil videre er vi forskånede for uheld, men folk skal selvfølgelig stadig tage sine forbehold, siger hun.
Viborg ramt af masser af sne: Alt mandskab er kaldt ind
Et af de steder, der er faldet meget sne i løbet af morgenen og formiddagen, er i Viborg. Her er snerydningen godt i gang:
- Alt, hvad der kan køre, kører, alt, der kan kaldes ind, er kaldt ind. Vi arbejder alt det, vi kan. Både på veje, stier og parkeringspladser, fortæller Hanne Bjerregaard, der er vintervagt i Viborg Kommune.
Hun fortæller, at der lige nu er omkring 90 køretøjer ude for at rydde sne og salte i kommunen på både parkeringspladser, veje og stier.
- Vi forventer at være i gang hele dagen. Vi har ikke lige en bagkant. Vi kører, indtil det ser fornuftigt ud.
Snerydder forventer at være op til 12 timer på vagt
Snerydder forventer at være op til 12 timer på vagt.
Ekstra mandskab er søndag kaldt ind hos Beredskabsstyrelsen Midtjylland for at rydde vejene for sne. Det skriver DR.
En af dem, der er på arbejde, er Steffen Dahl.
- Jeg forventer at skulle køre heroppe i 10-12 timer, siger Steffen Dahl, der kører med en plov spændt for en John Deere-traktor, til DR.
Samtidig lyder det, at styrelsen har ekstra store plove klar, hvis der falder rigtig meget sne.
Det skriver TV2