Støjberg afsætter en milliard til ældre i sit finanslovsforslag

Støjberg afsætter en milliard til ældre i sit finanslovsforslag

20230117-125212-L-1920x1280we
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Med et forslag til en finanslov giver Danmarksdemokraterne en forsmag på, hvad man kan forvente af det kommende partiprogram, som partiet skriver ihærdigt på i øjeblikket.

Udspillet på 33 sider indeholder blandt andet et forslag om at udflytte 10.000 statslige arbejdspladser, en milliard kroner til bedre ældrepleje og et hævet kørselsfradrag.

- Et seriøst borgerligt parti som vores kommer jo selvfølgelig med et finanslovsudspil. Og det kommer vi til at gøre hvert eneste år, siger partiets formand Inger Støjberg.

- Sideløbende sidder vi selvfølgelig og skriver på vores partiprogram. Men hvis man læser finanslovsudspillet, så vil man tydeligt kunne se, hvad det er for en retning, vi går i.

I finanslovsforslaget er en af de største poster en milliard kroner til bedre ældrepleje. Det skal stige til to milliarder i 2024.

Kommuner kan selv bruge penge

Pengene skal fordeles til kommunerne gennem det kommunale udligningssystem, og det bliver på den måde op til den enkelte kommune at vurdere, hvordan pengene bliver brugt bedst.

Danmarksdemokraterne gik til valg på fire mærkesager, og det er omkring dem, at finanslovsudspillet er bygget op.

Det skal være nemmere at bo i yderområderne, Produktionsdanmark skal have det godt, sundhedsvæsnet skal hænge sammen, og udlændingepolitikken skal være stram.

For at tilgodese yderområderne har Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne sat 60 millioner kroner af til bedre offentlig transport og 100 millioner kroner til landsbyfornyelse.

- Vi har sat penge af til at rive nogle af de huse ned, som står og ser trælse ud derude, for at sige det, som det er, siger Inger Støjberg.

Vil spare på udviklingsbistand

Ifølge Inger Støjberg er partiets finanslovsforslag fuldt finansieret. Blandt andet gennem besparelser på udviklingsbistanden og ved at tilbagerulle økonomisk støtte til udsatte børnefamilier.

For knap to uger siden præsenterede SVM-regeringen sit finanslovsforslag, som bliver forhandlet netop nu. Danmarksdemokraterne skal til andet forhandlingsmøde efter påske.

- Det er jo klart, at vi synes, at der er nogle store mangler i regeringens udspil. Men det tager vi med dem inde ved forhandlingsbordet, siger Støjberg.

- Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi er et parti, som søger indflydelse, og det gør vi også, når det handler om finanslov. Men enderne skal også kunne nå sammen.

Danmarksdemokraterne bragede ind i Folketinget ved valget 1. november med 8,1 procent af stemmerne.

I den nyeste måling fra Voxmeter står til 9,4 procent af stemmerne og er større end Inger Støjbergs gamle parti Venstre.