Socialdemokrater: - 1. maj er en festdag for os

Første maj bliver fejret landet over af de røde partier. Og at et folketingsvalg ligger lige om hjørnet, gør absolut ikke dagen mindre festlig.

- Selvfølgelig er det en dag, hvor vi fejrer nogle af fortidens sejrer, men det er jo også den dag, hvor vi tør drømme stort.
- Selvfølgelig er det en dag, hvor vi fejrer nogle af fortidens sejrer, men det er jo også den dag, hvor vi tør drømme stort.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

’Når jeg ser et rødt flag smælde’. Den sang bliver der skrålet med på landet over i dag. Dagen bliver fejret – særligt blandt de røde partier.

- Det er jo en festdag, og så er det en dag, hvor man markerer fagbevægelsens betydning for danskerne og for arbejderne i særdeleshed, siger Karin Gaardsted, der er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.

Hun er en ’garvet rotte’, når det kommer til første maj-arrangementer. I dag skulle hun holde tale i Bjerringbro, og at det kommende folketingsvalg ligger lige rundt om hjørnet, betød, at talen i år var  blevet finpudset ekstra meget.

- Som jeg sagde i min tale, så står vi og sitrer alle sammen, for nu må det være lige rundt om hjørnet, og jeg kan også se, at der er mange flere mennesker end nogensinde her i Bjerringbro, og det er fordi, man er opmærksom på det, og fordi man har lyst til at bakke op om, at vi snart skal ud og stemme, siger hun.

Den yngre generation ser fremad

Anne Paulin er socialdemokrat og folketingskandidat for Vestjyllands Storkreds. Selvom hun ikke har været i gamet helt så længe som Karin Gaardsted, så er dagen også stor for hende. For hende betyder fremtiden i særdeleshed noget denne dag.

- Selvfølgelig er det en dag, hvor vi fejrer nogle af fortidens sejrer, men det er jo også den dag, hvor vi tør drømme stort og snakke om, hvad er det for et velfærdssamfund og arbejdsmarked, vi gerne vil have i fremtiden. Så det er en festdag, siger Anne Paulin og fortsætter:

- For mig er det et samfund, hvor vi også om ti, tyve og tredive år, på trods af globalisering, på trods af alle de store ting, der sker i verden, også kan have et trygt velfærdssamfund i Danmark, og et arbejdsmarked hvor man ikke bliver syg af at gå på arbejde, og hvor man har nogle ordentlige vilkår, siger hun.

Socialdemokraterne er kommet med et tilbagetrækningsudspil, som skal skåne de nedslidte, så de kan gå på pension før tid. Og det emne blev taget op ved samtlige taler rundt om i Midt- og Vestjylland.

- Vi lever så forskellige arbejdsliv i dag, så der skal også være mulighed for, at man kan trække sig tilbage lidt tidligere, hvis man er en af dem, der har været i gang, siden man var helt ung, eller hvis man er en af dem, der har været i et job, der enten har været fysisk eller psykisk nedslidende, siger Anne Paulin.

Hendes partikollega er helt enig. Men en konkret model, ville hun ikke komme nærmere ind på i dag – den kommer senere.

- Der er ikke sat bestemte faggrupper på endnu. Vi diskuterer det, og det er vanskeligt at skulle hegne det ind, og det er det, vi har brug for arbejdsmarkeds parter til at hjælpe os med at gøre, når vi kommer dertil, siger Karin Gaardsted.

- Tak til Lars Løkke

Socialdemokratiets Simon Kollerup holdt også 1. maj-tale i dag. Og også han benyttede lejligheden til at give den ekstra gas på områder, som bliver vigtige for Socialdemokratiet i valgkampen. Og første maj kunne faktisk ikke ligge meget bedre, mener han.

- Jeg kan da ikke lade vær med at glæde mig over, at jeg som socialdemokrat får lov til at henvende mig til så mange vælgere og borgere i en valgkamp 1. maj – det er en foræring, og jeg vil da gerne sige tak til Lars Løkke for at være så ubeslutsom, som han er, siger Simon Kollerup, der er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.

Men selvom dagens store tak lød til Lars Løkke, så var Kollerup også yderst glad for at komme rundt og se nogle af sine vælgere i øjnene.

- For mig er det en dag, hvor vi kommer ud og møder de mange mennesker, som er sympatisører omkring den dagsorden, som Socialdemokratiet gerne vil sætte i de her år og måneder op til et valg. Og det er jo klart, at det er ekstremt vigtigt, når vi står overfor et folketingsvalg, at vi får talt med basen og får mobiliseret de sidste kræfter til den slutspurt, der skal sættes ind nu her inden valget, siger han.