"Sikre veje" i uge 4: Politiet er landet over i fælles færdselsindsats

Politiet har i denne uge fokus på trafiksikkerhed. I Midt- og Vestjylland drejer det sig særligt om sprit, uopmærksomhed og fart.

I uge 4 er politiet særlig opmærksom på færdselssikkerhed.
I uge 4 er politiet særlig opmærksom på færdselssikkerhed.
Foto: Flemming Christensen

- 99 procent af alle trafikuheld skyldes en fejl 40.

Sådan siger Henrik Glintborg.

Han er vicepolitiinspektør og leder af færdselsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Og det er de fejl 40-kategorier landsdelens politi vil have særligt fokus på i den her uge. Det drejer sig - som så mange gange før - om spritkørsel, uopmærksomhed og fart.

Som led i den landsdækkende færdselsindsats kaldet "Sikre veje" vil ordensmagten gå bredt tilværks. I Midt- og Vestjylland drejer det sig særligt om de tre ovenfornævnte forseelser.

Kigger også på de bløde trafikanter

Cyklister og knallerter vil Glintborg og kollegerne også holde et vågent øje med.

Unge mennesker på ulovlige knallerter, cykler uden lys og lygte og hvordan de opfører sig i kryds og andre situationer, hvor de vil blive den bløde part i en kollision med en bil eller et andet større køretøj.

Du kan læse mere om den landsdækkende indsats her.