Salling Bank vil købe Fjordbanken

Fem timer inden deadline meldte den første spiller sig officielt ind i kampen om købet af resterne af Fjordbank Mors.

110711_Fjordbank.jpg

Klokken 16 i eftermiddag er det sidste chance; Alle, der er interesserede i at købe de resterende filialer af Fjordbank Mors, skal da have meldt sig. Der er tale om i alt syv filialer i Durup, Roslev, Glyngøre, Fur, Øster Jølby samt de to største i Nykøbing.

Salling Bank på banen

Den første køber til at melde klart ud er Salling Bank, der allerede samme dag, som Fjordbank Mors gik endeligt konkurs, åbnede en ny filial i Nykøbing. Buddet blev offentliggjort onsdag formiddag i en fondsbørsmeddelelse, hvor der står; "at Salling Bank A/S dags dato har afgivet bud til Finansiel Stabilitet på dele af Fjordbank Mors' filialnet." Ifølge Ritzau Finans er der tale om Fjordbank Mors' filialer i Salling og på Fur.

De lokale trækker sig ud

Lige siden krakket har lokale aktionærer arbejdet på, at kunne give et bud på den "sunde" del af banken - altså på de "gode" kunder. Men i dag, kort før sidste frist, har de kastet håndklædet i ringen.

- Det var træls, at det skulle gå sådan. Men det lader ikke til, at man har et særligt godt netværk i de større erhvervsvirksomheder på Mors, der ellers kunne have løftet i flok, forklarer Simon Leicht Simonsen, der er tidligere aktionær i Fjordbank Mors.

Når deadline for bud på den krakkede bank klokken 16 onsdag eftermiddag er nået, vil ledelsen i Finansiel Stabilitet gå i gang med den formelle forhandling med budgiverne. Ifølge Morsø Folkeblad vil det måske være muligt at nå et resultat allerede inden weekenden.