Regeringen fastholder sparekrav til erhvervsskoler

Regeringen vil satse ekstra på erhvervsskolerne, men fastholder omprioriteringsbidraget på to procent årligt.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fastholder, at erhvervsskolerne skal finde to procent på budgetterne. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Regeringen har torsdag præsenteret et udspil, der skal styrke erhvervsskolerne og få flere unge til at søge ind på en håndværksuddannelse.

Læs også Politisk flertal: Væk med sparekrav til uddannelser

Samlet set er der tale om et beløb på to milliarder kroner over fire år, oplyser Undervisningsministeriet.
    
Men det skal ses i forhold til, at erhvervsskolerne de seneste år i lighed med andre statslige institutioner hvert år har skullet finde to procent på budgetterne i kraft af det såkaldte omprioriteringsbidrag.
    
Og det bliver der ikke pillet ved, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på pressemødet.
    
- Det er vi nødt til at have nogle år endnu. Det er jo netop også det, der betyder, at vi nu har råd til at omprioritere penge på det her område og styrke erhvervsskolerne.
    
- Vi snurrer pengene godt og grundigt rundt og ruller dem ind i erhvervsskolerne igen, siger han.

Ifølge undervisningsminister Merete Riisager er 500 millioner kroner af den samlede ramme målrettet folkeskolerne i et forsøg på at styrke rekrutteringen til erhvervsuddannelserne.
    
Men hvor meget ekstra der i sidste ende - efter at omprioriteringsbidraget er trukket fra - er tilbage til erhvervsskolerne, står ikke helt klart.
    
- Det kommer til at ende med et plus i forhold til, hvad skolerne ellers ville have haft. Men tallet kan jeg ikke i hovedet, siger statsministeren.
    
/ritzau/