Politikreds vil mindske vold ved at lukke nattelivet tidligere

Midt- og Vestjyllands Politi ser fordele i at lukke nattelivet tidligere. Politisk deler forslaget vandene.

Hvis det var op til Midt- og Vestjyllands Politi, så ville dansegulvene lukke tidligere. (Arkivfoto)
Hvis det var op til Midt- og Vestjyllands Politi, så ville dansegulvene lukke tidligere. (Arkivfoto)

Står det til Midt- og Vestjyllands Politi, så vil der være flere fordele ved at lukke barer og natklubber fra klokken 02.00 om natten.

Herefter oplever politiet nemlig en større grad af vold. Og derfor ønsker politiet at tage en dialog om, hvorvidt nattelivet både skal starte og slutte tidligere.

Det skriver DR.

Ifølge en analyse af voldssager fra 2016 til 2020, som politiet står bag, så sker hele 41 procent af alle politikredsens voldssager i nattelivet.

En betydelig del af de sager stammer fra vold begået efter klokken 02.00. Det fortæller Claus Hilborg, chefpolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.

- En stor voldsanalyse, vi har lavet af de 11 kommuner, vi dækker, viser, at det er klart mest torsdag, fredag og lørdag mellem klokken 2 og 4 om natten, siger han til DR.

Ifølge Claus Hilborg drejer voldssagerne sig typisk om unge mænd mellem 18 og 26 år. De er oftest beruset. Det kan tyde på, at deres fest har været i gang for længe, siger chefpolitiinspektøren.

Han fortæller også, at det i de fleste sager drejer sig om personer, der ikke kender hinanden i forvejen. Det er derfor tilfældigheder, som gør, at de pludselig bliver voldelige.

- Vi ser det her som en vindersag. For der er store samfundsmæssige omkostninger ved de mange voldssager. Både den, det går ud over, og den, der gør det, får skabt en dårlig afbrydelse i sit liv, siger Claus Hilborg til DR.

Politiet bestemmer ikke, hvornår barer og natklubber skal lukke og sende folk hjem. Det bestemmer de enkelte kommuners bevillingsnævn.

Formanden for bevillingsnævnet i Herning Kommune, Ulrik Hyldgaard, frygter, at forslaget vil koste indtægter for beværtningerne.

I nabokommunen Holstebro er Finn Orvad, formand for bevillingsnævnet, ikke afvisende i forhold til forslaget. Han vil i hvert fald gerne tage en dialog med politiet og restauratører samt andre, der måtte have noget at sige.

Mange barer og natklubber har ifølge DR bevillinger til at servere alkohol i de sene nattetimer i flere år ud i fremtiden. Derfor ved de også godt, at det ikke lige ændrer sig fra den ene dag til den anden, skriver DR.