Politiet holder ekstra øje i denne uge: Kør bil, når du kører bil

Hele ugen vil politiet have ekstra fokus på uopmærksomme trafikanter, der blandt andet benytter håndholdt mobil under kørslen.

Den øgede kontrol varer uge 46.
Den øgede kontrol varer uge 46.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

I denne uge vil bilister, der liiiige skal tjekke mobilen, sit smartwatch eller lede efter noget i tasken med stor sandsynligvis blive standset af politiet.

Politiet vil nemlig have ekstra fokus på uopmærksomhed i trafikken, skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Og noget tyder på, der er noget at komme efter.

Tal fra Rigspolitiet viser, at knap 2000 midt- og vestjyder allerede har fået klip i deres kørekort i 2022, fordi de har brugt en mobil bag rattet.

I en undersøgelse, som analysebureauet Wilke har lavet for Trådet for Sikker Trafik og Forskning & Pension i 2022, svarer 91 procent af bilisterne, at det er uacceptabelt at taste på sin mobil, når man kører bil. 

Men det er kun 74 procent af bilisterne, som svarer, at de aldrig skriver eller taster på mobiltelefonen, når de kører.

- De fleste kender nok det med, at man har en holdning, men at man nogle gange alligevel kommer til at gøre det, som man holdningsmæssigt ikke synes er ok, siger Lisbeth Sahl Bauditz, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik i pressemeddelelsen og tilføjer:

- Det er meget menneskeligt. Men når det drejer sig om at bruge håndholdt mobil bag rattet, så er det ikke blot dobbeltmoralsk, det er også risikabelt for ens egen og andres sikkerhed i trafikken.

I seks ud af ti dødsulykker i trafikken var der uopmærksomhed eller manglende orientering involveret, viser tal fra undersøgelsen.