Overblik over stormen Pia: Det ved vi nu

Få dit overblik over den seneste udvikling af stormen Pia her.

knækket flagstang
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

Stormen Pia landede for alvor torsdag eftermiddag i det Midt- og Vestjyske, og blæste både trampoliner og træer omkuld. Forude venter en fredag, hvor mange skal ud i trafikken og hjem til jul. 

Det ved vi nu: 

  • Midt- og Vestjyllands politi melder om 215 stormrelaterede anmeldelser fra folk. 
  • Hovedsageligt er en masse træer væltet fra torsdag eftermiddag og hen over natten til fredag. Men også trampoliner er fløjet omkring, flere flagstænger er knækket og tage har revet sig løs. Det skriver Nordvestjyllands brandvæsen i en pressemeddelelse. 
  • Stormen Pia toppede i nat med stormvejret. Det højeste vindstød er fortsat de ekstreme 44,0 meter per sekund, som blev målt i Thyborøn. Det svarer til 160 kilometer i timen, og er langt over grænsen på orkan, som går ved 32,7 meter per sekund. Det skriver meteorolog ved TV2 Rune Zeiten
  • I Hanstholm rev et 30 meter langt fragtskib sig løs på grund af stormvejret. 
  • Arriva toge holder forsat stille. I det omfang det har været muligt er togbusser indsat på strækningerne. Sådan lyder det fra Mikkel Juul der er presserådgiver ved Arriva. De håber, at køre skinnerne rene hurtigst muligt, så det påvirker trafikken mindst muligt. 
  • DMI melder om forhøjet vandstand. Vandstanden stiger fortsat og DMI har nu målt 141 centimeter i Lemvig, mens der i Struer er målt 146 centimeter over normal vandstand.
  • Færgerne er også påvirkede af det voldsomme vejr. Færgen mellem Thyborøn & Agger og Venø færgen sejler ikke i øjeblikket. Feggesundfærgen sejler igen men skriver på deres Facebookside, at de ikke medtager lave køretøjer på grund af forhøjet vandstand. 
  • Midt- og Vestjyllands politi fortæller, at ingen er kommet til skade i forbindelse med de mange anmeldelser.