Opråb fra politidirektør: Vi skal håndtere psykisk syge bedre

Politiets opgaver med håndtering af psykisk syge borgere er stigende. Det mener politidirektør, at der skal gøres noget ved.

Politidirektør Helle Kyndesen mener, opgaver med psykisk syge fylder for meget.
Politidirektør Helle Kyndesen mener, opgaver med psykisk syge fylder for meget.
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST

Politiet har travlt med at tage sig af opgaver, der omfatter håndtering af psykisk syge borgere.

Og det skal der gøres noget ved, mener Helle Kyndesen, der er politidirektør ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

- Vi vil rigtig gerne bidrage til at få vendt den her udvikling, så færre psykisk syge skal møde politiet, siger hun. 

Hvis man kigger på tallene kan man også se en stor udvikling. 

Politiet skal altid skal deltage, når der er tale om tvangsindlæggelser, og sidste år var Midt- og Vestjyllands Politi med 654 gange. I 2018 var det tal 445. 

- Det er især tidsforbruget, som er en udfordring. Vi har nogle lovbestemte opgaver, som vi skal i forbindelse med en tvangsindlæggelse. Og med de afstande, som vi har her i vores område, så kan en tvangsindlæggelse kan godt tage to betjente på en vagt, siger Helle Kyndesen. 

Borgere med psykiske lidelser har brug for rette hjælp

Politidirektøren mener, at borgere med psykiske lidelser har brug for den rette hjælp og behandling, og samfundet har brug for, at myndighedernes ressourcer anvendes optimalt til gavn for så mange borgere som muligt. 

Her mener hun, at det er vigtigt at eksempelvis politiet, sundhedspersonale, regioner og kommuner arbejder sammen. 

- Heldigvis er der mange initiativer i gang, og vi har et godt samarbejde. Men vi skal prøve at sætte os ned sammen og se på, om der er noget, som vi kan gøre på en anden måde, siger hun.  

Politidirektøren tilføjer, at den psykisk syge borger hellere skal møde en person, som kan hjælpe med behandling i stedet for en uniformeret betjent. Hun håber på, at man i fællesskab kan skabe bedre rammer for psykisk syge.