Ny undersøgelse: Unge er utrygge ved vennernes kørsel

Halvdelen af de unge har det seneste år kørt med venner, hvor de har været utrygge under kørslen. Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden har lavet en kampagne for at ændre de unges kørevaner.

En stor del af de unge har inden for det seneste år været utrygge, når de har kørt med venner.
En stor del af de unge har inden for det seneste år været utrygge, når de har kørt med venner.
Foto: Rådet For Sikker Trafik

For høj fart, uopmærksomhed, hasarderet kørsel, ingen brug af sele og spirituskørsel.

Det er nogle af de ting, som de unge mellem 17 og 24 år selv fremhæver, gør dem utrygge, når de er passagerer i en bil.

I en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden er 1.109 unge, der selv kører bil eller er passager i en bil med unge chauffører, blevet spurgt om, hvordan de oplever, deres venner kører i trafikken. Halvdelen svarede, at de inden for det seneste år har kørt med venner, hvis kørsel skabte utryghed.

- Alt for ofte går det desværre galt med unge i trafikken, blandt andet fordi de prøver grænser af og ikke har så meget erfaring endnu, siger René Højer, der er områdechef for sikkerhed i TrygFonden i en pressemeddelelse.

Statistikken viser, at bilister mellem 17 og 24 år har tre til fire gange så høj risiko for at ende i en alvorlig trafikulykke som deres forældre, og det skyldes især de unges adfærd på vejene.

- I den nye kampagne minder vi dem om, at deres valg ikke kun kan ramme dem selv, men i høj grad også deres familie og venner, hvis det går galt, siger René Højer.

Ikke alene i bilen

Den nye undersøgelse viser også, at mange af de unge forsøger at sige fra over for deres venner. 60 procent af de unge kommenterede kørslen, mens 17 procent svarede, at de ville ønske, at de havde sagt fra.

Den nye kampagne fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden sætter fokus på de unges adfærd i trafikken og forsøger at minde dem om, at deres og vennernes adfærd og valg i trafikken kan have alvorlige konsekvenser for dem selv og andre. Kampagnen indeholder fire film og en podcastserie.

- Vi har testet kampagnen på unge, og de har blandt andet sagt, at de fire film får dem til at tænke over, at det ikke kun går ud over dem selv, hvis de dør i en trafikulykke. Det er den refleksion, der er vigtig, og som formentlig gør det nemmere at sige fra næste gang, at vennerne kører hasarderet i trafikken, siger Michelle Laviolette, der er seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik, i pressemeddelelsen.

Kampagnen begynder i dag og kommer til at køre i fire uger.