Ny indsats skal sikre mobildækning
Der er store problemer med mobilhuller i Midt- og Vestjylland. Det vil Erhvervs- og Vækstministeren nu ændre.
Henrik Sass Larsen, Soc.dem., er træt af, at der landet over er store problemer med mobildækningen. Derfor opfordrer han nu mobilselskaberne til at tilbyde deres kunder signalforstærkere.
- Signalforstærkere kan bidrage til at sikre en bedre mobildækning indendørs i områder, hvor mobildækningen ikke er i top, lyder det fra Erhvervs- og Vækstministeren i en pressemeddelelse.
Signalforstærkere tilbydes i dag kun til virksomheder. Ifølge Erhvervs- og Vækstministeriet skyldes det, at de små signalopfangere, der fx kan stå i en vindueskarm, er for dyre. Men det skal nu være anderledes, mener ministeren:
- Jeg vil bede Erhvervsstyrelsen om snarest at finde en løsning sammen med mobilselskaberne og Forbrugerrådet, så det også bliver muligt for danske forbrugere at gøre brug af signalforstærkere.
Han understreger i øvrigt, at tilbuddet om signalforstærkere ikke skal erstatte arbejdet for at sikre god mobildkæning.
Ny teleaftale hos midt- og vestjyske kommuner
Erhvervs- og vækstministerens forslag falder sammen med, at seks midt- og vestjyske kommuner har lavet en ny teleaftale, der skal sikre borgerne en bedre mobildækning.
- I den nye aftale er mindstekravet til udendørsdækningsgraden 98,5 procent af befolkningen, mens den er 98 procent i den aftale, som flertallet af landets kommuner anvender, skriver Lemvig Kommune i en pressemeddelelse.
De seks kommuner er udover Lemvig Kommune, Herning Kommune, Holstebro Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune, Skive Kommune og Struer Kommune.
Det er Telenor, der har vundet teleudbuddet og nu skal sikre god mobildækning i de seks kommuner.
Aftalen gælder tilsyneladende den udendørs dækning, og derfor kan erhvervs- og vækstministerens forslag om signalforstærkere til indendørs brug altså stadig være en hjælpende hånd til midt- og vestjyder med dækningsproblemer i hjemmet.