Motorvej syltes

Den nyvalgte venstre-politiker Thomas Danielsen mistænker regeringen for løftebrud. Han frygter, at en motorvej fra Herning til Holstebro bliver syltet.

Motorvej_Neturalt_skilt_0.jpg

Det er mangel på konkrete ord om motorvejsstrækningen i regeringsgrundlaget, som nu får venstres medlem af trafikudvalget til at skyde med skarpt mod regeringen.

- Jeg vil gerne have garanti for at vi får den motorvej, for den betyder så meget for det nordvestjyske område, og det er vigtigt for mig at holde den nye regering oppe på, hvad de har lovet inden valget, siger Thomas Danielsen, Venstre.

Giver ingen mening

Han kritiserer, at motorvejsstrækningen ikke er på Finansloven, men den kritik afviser den radikale trafikordfører Andreas Steenberg.

- Det giver ikke mening at love at bygge en motorvej, før vi ved, hvad den koster. Det ved vi næste år, når VVM-redegørelsen ligger klar. Så går arbejdet i gang, og så vil jeg kæmpe alt, hvad jeg overhovedet kan, for at vi får den bygget, siger han.

 

1:41
Venstre nyvalgte folketingsmedlem fra Struer frygter at regeringen løber fra løftet om en motorvej mellem Herning og Holstebro.