Minkavlere kæmper for at genstarte erhvervet

Danmarks unikke viden på minkområdet skal overleve, mener gruppe af minkavlere, som vil genrejse erhvervet.

En gruppe minkavler har ikke givet op.
En gruppe minkavler har ikke givet op.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mens bulldozerne de næste mange uger graver fire millioner stinkende, døde mink op af jorden i Midt- og Vestjylland til endelig forbrænding, så håber en række minkavlere fortsat på, at minkavlen kan genopstå i Danmark.

De satser på, at der kan genskabes en dansk minkproduktion - omend i mindre målestok end med de tidligere 1100 minkavlere.

Louise Simonsen er initiativtager til gruppen Danske Mink og selv datter af en buntmagerfamilie

- Jeg synes, danske mink er kronjuvelen i dansk landbrug, og meget ville gå tabt, hvis vi lukkede ned permanent, siger hun.

- Det er minkene, der er døde, og ikke minkavlerne, som er verdens bedste. Og de, der fortsat vil tilbage, er de stædige med en vis økonomi, som også kan tage en regning seks-syv millioner, før man er i gang, siger hun.

I starten var der omkring 100 interesserede i hendes nystartede forening, som hun dannede for at få politikerne i tale.

Da det politiske udspil til minkerstatninger kom, var der imidlertid mange, der tog pengene og sagde tak.

- Men vi har fortsat omkring 50 medlemmer, som tror på det, siger hun.

Håber på afklaring i maj

Foreningen håber i løbet af maj at få svar fra ministeren på, om minkavlerne kan starte op igen fra januar 2022, som der blev lagt op til med en dvaleordning, der tillader minkavl, når det igen er sikkert.

Erik Wammen ved Hobro var en af de allersidste avlere, hvis mink måtte lade livet. Længe håbede han at kunne indgå i et forskningsprojekt. Indtil Fødevarestyrelsen slukkede lyset for projektet.

- Det er fuldstændigt åndssvagt ikke at fortsætte med mink i Danmark. Det er bedre og meget billigere at belønne folk for at komme i gang selv i stedet for bare at udbetale erstatninger for at holde op, siger han.

Seniorrådgiver Henning Otte Hansen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet mener dog, at epoken med minkavl i Danmark er skut.

- Jeg har svært ved at se, at erhvervet igen kan få nogen større betydning herhjemme.

Selv om minkpriserne lige nu igen er høje, så vil andre lande som Rusland og Kina tage over, forventer han.