Minister vil bremse store trafikdræbere med ny køreuddannelse

Der skal mere fokus på adfærd og mindre på udenadslære, når køreskoleelever tager kørekort, siger minister.

Køreuddannelsen blev sidst opdateret for 35 år siden. Nu trænger den til at blive støvet af, mener regeringen.
Køreuddannelsen blev sidst opdateret for 35 år siden. Nu trænger den til at blive støvet af, mener regeringen.
Foto: Mads Claus Ramussen/Ritzau Scanpix

Uopmærksomhed, hastighed og spirituskørsel.

Det er nogle af de væsentligste årsager til, at der sker dødsulykker i trafikken.

Og det er også derfor, at det er netop de tre trafikdræbere, transportminister Benny Engelbrecht (S) håber at dæmme op for med en ny køreuddannelse.

- Vi er nødt til at have fokus på de store dræbere. Farten, alkoholen, og det at vores opmærksomhed bliver stjålet af især mobiltelefoner. Alle tre ting handler jo bassalt set om adfærd, siger Benny Engelbrecht.

- Vi er simpelthen nødt til at have fokus på den menneskelige adfærd, og derfor skal vi ændre vores køreuddannelse, så der er mere fokus på det pædagogiske og på adfærden. Så må man lære udenadslæren om tavler og trafikregler på en mere digital platform, siger han.

Køreuddannelsen er sidst opdateret i 1986. Det vil altså sige for næsten 35 år siden. Men det er ved at være på tide, at den bliver støvet af, mener regeringen.

Anbefalinger fra Norge

I denne uge tager Benny Engelbrecht det første indledende møde med Folketingets transportordførere.

Mødet tager han på baggrund af en rapport, som Færdselsstyrelsen offentliggør tirsdag fra Det Norske Universitet.

I rapporten er der anbefalinger til ændringer af den danske køreuddannelse. Anbefalingerne handler blandt andet om flere undervisningstimer i adfærd og risikovurdering og mere øvelseskørsel.

Det norske indspark er ifølge ministeren relevant, fordi køreuddannelsen i Norge er kendt for at være nytænkende. Den blev lavet om for nogle år siden, og det har vist gode resultater.

- Her har vi en rapport, som er et godt udgangspunkt for de videre diskussioner, siger Benny Engelbrecht.

- I sidste ende skal det fremlægges for Færdselssikkerhedskommissionen, så vi kan få lavet et så helstøbt forslag til en køreuddannelse som muligt.

Selv om regeringen og Folketingets partier altså allerede nu sætter gang i arbejdet, er det transportministerens forventning, at et egentligt lovforslag først vil være klar i det nye år.

/ritzau/