Mindst 13 smittet med hepatitis A efter at have spist dadler

Flere personer er smittet med leverbetændelse efter at have spist dadler fra Iran.

13 personer er blevet syge efter at have spist dadler.
13 personer er blevet syge efter at have spist dadler.
Foto: Ritzau Scanpix / Iris

13 personer er blevet smittet med hepatitis A – også kaldet leverbetændelse – efter at have spist dadler fra Iran købt i Rema1000.

Importøren og Rema1000 har derfor tilbagekaldt dem.

Hvis du har købt iranske dadler fra Rema1000, opfordrer Fødevarestyrelsen derfor kraftigt til, at man ikke spiser dem, indtil de har det fulde billede.

Måske flere tilfælde

Fødevarestyrelsen er i fuld gang med yderligere undersøgelser og opsporing af de berørte partier af dadler. De melder ud, så snart de ved mere.

Statens Serum Institut forventer, at der kommer flere patienter.

Det skyldes, at der går cirka fire uger, fra man har spist de forurenede dadler, til man eventuelt bliver syg med hepatitis A. Mange danskere er dog blevet vaccineret mod hepatitis A i forbindelse med rejser til udlandet.

De fleste hepatitis A-tilfælde har et mildt forløb med ukarakteristiske symptomer som feber, kvalme, mavesmerter og diarré samt gulfarvning af huden og det hvide i øjnene.