Millioner af lyntest er med til at nidoble Falcks overskud

Falck har i første kvartal foretaget over to millioner coronatest. Det trækker overskud op.

Falcks overskud er steget til 273 millioner kroner fra 29 millioner kroner i samme periode sidste år.
Falcks overskud er steget til 273 millioner kroner fra 29 millioner kroner i samme periode sidste år.
Foto: Falck

Falck har haft stor fremgang i indtjeningen i 2021, og det skyldes blandt andet de tusindvis af lyntest, som selskabet foretager hver dag i Danmark på statens regning.

Falcks omsætning var i første kvartal på 3,4 milliarder kroner, hvilket er 77 millioner kroner højere end i samme periode sidste år.

Omsætningen er trukket markant op af lyntest, mens der har være tilbagegang i andre dele af Falcks forretning.

Falcks overskud er steget til 273 millioner kroner fra 29 millioner kroner i samme periode sidste år.

Omkring en tredjedel af overskuddet fra Falcks drift kommer fra coronatest, hvor der er foretaget over to millioner i de første tre måneder af 2021. Det oplyser administrerende direktør Jakob Riis i en kommentar til regnskabet.

- Falck har leveret et stærkt resultat for første kvartal. Øgede aktiviteter i kombination med et lavere omkostningsniveau giver et godt fundament for den videre udvikling af Falck.

- Covid-19-test i Danmark har været en stor og krævende opgave, som samtidigt har været helt essentiel i forbindelse med en hurtigere genåbning af det danske samfund, siger han.

Det bliver ikke oplyst, hvad Falck præcist har af indtægter på at foretage coronatest.

Men i det forretningsområde i Falck-koncernen, hvor test-indsatsen ligger, er omsætningen steget med 412 millioner kroner i første kvartal, og Falck skriver, at fremgangen primært skyldes covid-19-testaktiviteter.

Falck har i øjeblikket opgaven med at foretage lyntest i Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Sjælland.

Falck vandt i sidste uge et nyt udbud om at fortsætte med opgaven med lyntest på statens regning. Kontrakten løber frem til 10. august.

Derudover foretager selskabet test på skoler og tester for private virksomheder.