Fyret testudbyder skal betale Falck-regning

Lyntest-virksomhed, der er fyret af staten, skal betale den ekstraudgift, som ny leverandør koster.

Region Midtjylland og Region Nordjylland går tilbage til Falck som leverandør af lyntest.
Region Midtjylland og Region Nordjylland går tilbage til Falck som leverandør af lyntest.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

SOS International, der søndag blev fyret som lyntest-leverandør efter en række problemer med underleverandøren Medicals Nordic, ender med en ekstraregning.

Falck, der nu overtager lyntest-opgaven, er nemlig dyrere end SOS International, og differencen skal SOS International betale.

Det oplyser Dorte Christensen, vicedirektør i Region Midtjylland Indkøb og Medicoteknik, til B.T. Det er Region Midtjylland, der forhandler testkontrakterne på vegne af regionerne.

- Falck er dyrere, og den merudgift, vi får ved at skifte leverandør, påhviler SOS International. For de har skrevet under på en kontrakt, som de ikke kunne leve op til, siger Dorte Christensen.

Ingen kompensation til SOS International

Vicedirektøren kan ikke oplyse, hvor meget dyrere Falck er. Men da Falck tabte det oprindelige udbud i januar til Carelink og SOS International, stod det klart, at redningskoncernen ikke kunne strække sig mere.

Dengang sagde Falck-topchef Jakob Riis, at udbuddet "kun havde fokus på prisen", og så kunne virksomheden ikke være med.

- Når vi regner udgifter til testudstyr, værnemidler, vask af uniformer og så videre sammen, så var vi allerede et sted, der var over det prisniveau, som har vundet, så vi kunne ikke matche det, selv om vi regnede arbejdslønnen fra, sagde han til Berlingske.

SOS International bliver desuden ikke kompenseret for det store milliontab, som virksomheden ender med, eftersom de har mistet den omfattende lyntestopgave efter blot en uge.

- De må have tabt mange penge på den aftale her. Det er en stor kontrakt, de har mistet. Det må være hårdt for sådan en leverandør. Men det er dem, som ikke har kunnet leve op til deres forpligtelser, siger Dorte Christensen til B.T.

Avisen har tidligere beskrevet, at virksomheden skulle have et trecifret millionbeløb for at varetage opgaven i regionerne Nordjylland, Midtjylland, Sjælland og Hovedstaden.

Opsagt efter en uge

SOS International nåede blot en uge som leverandør af lyntest til blandt andet ansatte på landets plejecentre i en aftale indgået med staten.

Aftalen blev opsagt søndag, da regionerne ikke mener, at firmaet "magter opgaven i det krævede omfang".

Det var virksomhedens samarbejde med underleverandøren Medicals Nordic, der førte til bruddet.

Flere medier har de seneste dage berettet om sikkerheds- og hygiejneproblemer, ligesom det er beskrevet, hvordan borgeres sundhedsdata blev behandlet over gratistjenesten WhatsApp.

Det er i Region Midtjylland, Nordjylland og Sjælland, at Falck overtager opgaven. SOS International vil hjælpe til med egne medarbejdere i løbet af den næste uge, men fra 15. januar overtager Falck hele opgaven i de tre regioner.

I Region Hovedstaden vil SOS International fortsætte med opgaven i den 30 dage lange opsigelsesperiode. Derefter skal regionen finde en ny leverandør.

/ritzau/