Midt- og vestjyderne føler sig generelt trygge i deres nabolag

Der er en udbredt følelse af tryghed blandt borgerne i Midt- og Vestjylland. Det viser en ny undersøgelse fra Justitsministeriet, der har målt danskernes følelse af tryghed i deres nabolag og deres tillid til politiet.

Borgere i Midt- og Vestjylland er generelt trygge i deres nabolag og har en høj tillid til politiet.
Borgere i Midt- og Vestjylland er generelt trygge i deres nabolag og har en høj tillid til politiet.
Foto: Ida Marie Odgaard Ritzau Scanpix

De midt- og vestjyske nabolag føles overordnet trygge, og tilliden til politikredsen i området er høj. 91,4 procent af borgerne i Midt- og Vestjyllands politikreds har tilkendegivet, at de føler sig trygge i deres nabolag. Tallet er det næsthøjeste i landet og er kun overgået af Bornholms Politi, som ligger på 93,2 procent.

På landsplan ligger tallet på 88,1.

Sidst der blev lavet sådan en undersøgelse, lå borgernes overordnede tryghed i Midt- og Vestjylland på 88,5. Dermed er det nye procenttal på 91,4 altså en stigning på knap 3 procentpoint i politikredsen.

- Hver eneste dag går vi på arbejde med det formål at skabe tryghed for borgere i hele politikredsen. Derfor glæder det mig også, at borgerne føler, at vores brede indsats tilsyneladende virker, siger Helle Kyndesen, der er politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi.

Kommunale udsving 

Særligt stor er trygheden blandt borgerne i Silkeborg, Holstebro og Lemvig kommuner, hvorimod tallet er lidt lavere i Ikast- Brande Kommune.

- Vi har hele tiden øje på, hvor i kredsen vi kan have behov for en ekstra indsats og tilstedeværelse. 

- Det er ingen hemmelighed, at vi i området omkring Udrejsecenter Kærshovedgård har et ekstra stort fokus på at skabe tryghed hos borgerne, og i løbet af det seneste års tid har vi opgraderet vores tilstedeværelse i kommunen med en udvidelse af nærpolitistationen i Ikast samt øget patruljeringen i området, ligesom vi fortsat har en dialog med borgerne i området, siger politidirektør Helle Kyndesen.

Flere tidligere undersøgelser

Undersøgelsen fra Justitsministeriet er en videreførelse af Politiets Tryghedsundersøgelse, som Rigspolitiet gennemførte syv gange i perioden fra 2013 til 2019. Spørgeskemaundersøgelsen er baseret på de samme spørgsmål, som blev stillet i de forgangne undersøgelser fra Rigspolitiet.

I Midt- og Vestjylland ligger tilliden til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det over landsgennemsnittet med 86,9 procent af de adspurgte. 

Undersøgelsen viser også, at færre midt- og vestjyder end landsgennemsnittet føler sig utrygge ved grupper af børn og unge, der hænger ud.

Nordjylland ligger lidt lavere 

Det står også forholdsvis godt til med følelsen af tryghed i Nordjyllands Politikreds. 

Næsten 9 ud af 10 nordjyder er trygge i deres nabolag, ligesom tilliden til Nordjyllands Politi, trods lidt lokale udsving, generelt set er høj. Justitsministeriets måling viser mere præcist, at 89,1 procent af borgerne i Nordjylland grundlæggende set føler sig trygge i deres nabolag.