Kritik af for store vejbudgetter - Et demokratisk problem

Rigsrevisionen kritiserer Vejdirektoratet for at arbejde med for store budgetter i forhold til, hvor mange penge der reelt bliver brugt. Direktør i Vejdirektoratet undrer sig over kritikken.

Vejdirektoratet har de seneste år brugt langt færre penge på at bygge nye veje end planlagt. Det kritiserer Rigsrevisionen nu og kalder det for en systematisk overbudgettering. Det skriver Jyllands-Posten.

quoteMan får med rette høvl for at bruge for mange penge, men nu får man også høvl for at bruge for få.

Jens Holmboe, Direktør, Vejdirektoratet

Derved påpeger Rigsrevisionen, at Vejdirektoratet har brugt 33 procent færre penge end planlagt på vejprojekter siden 2007. I den periode er der blandt andet blevet arbejdet på Holstebromotorvejen og Silkeborgmotorvejen.

- Når det har vist sig, at for eksempel Silkeborgmotorvejen er blevet meget billigere, end man troede, ryger pengene tilbage i Infrastrukturfonden, hvor forligspartierne bag fonden så bare kan bruge dem. Det er et demokratisk problem, siger statsrevisor Frank Aaen fra Enhedslisten til Jyllands-Posten.

Infrastrukturfonden blev etableret i 2009 som en del af et trafikforlig, hvor forligspartierne fordelte 94 milliarder kroner til forskellige vejprojekter. Samtlige partier i Folketinget i dag med undtagelse af Enhedslisten, Alternativet og Nye Borgerlige var med i aftalen.

Det betyder, at de penge, der ryger tilbage i Infrastrukturfonden, ikke skal bevilges af Folketinget, før de bliver brugt på ny. De skal bevilges af de partier, der står bag Infrastrukturfonden.

Direktør i Vejdirektoratet Jens Holmboe er ikke tilfreds med kritikken og undrer sig over, at direktoratet får kritik for at bruge for få penge.

- Man får med rette høvl for at bruge for mange penge, men nu får man også høvl for at bruge for få. Vi har ingen interesse i at lave for dyre veje, eller at priserne skal være for høje. Og hver gang det har vist sig, at projekterne er blevet billigere, er der blevet frigjort midler, som er sendt retur til Infrastrukturfonden, fortæller Jens Holmboe fra Vejdirektoratet til Jyllands-Posten. 


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Forbrug.