Kontrol påpeger svinepestfare: Transportører sjusker med vask

Ofte er transportører ikke grundige nok med rengøring af lastbiler. Svinepest i Danmark vil koste milliarder.

Afrikansk svinepest er en smitsom virussygdom,​ som rammer alle racer af svin (herunder vildsvin). Det kan ikke smitte til mennesker.
Afrikansk svinepest er en smitsom virussygdom,​ som rammer alle racer af svin (herunder vildsvin). Det kan ikke smitte til mennesker.
Foto: Morten Juhl / Ritzau Scanpix

Mens der langs den dansk-tyske grænse arbejdes på et 70 kilometer langt vildsvinehegn til flere millioner, kan sløsede svinetransportører bringe afrikansk svinepest til Danmark i lastbiler, som kommer susende ad motor- og landeveje.

I fire ud af ti tilfælde rengøres lastbilerne nemlig ikke tilstrækkeligt til at eliminere risikoen for spredning af afrikansk svinepest. Det viser en stikprøvekontrol, som Fødevarestyrelsen har foretaget på 300 lastbiler.

De kontrollerede lastbiler kom blandt andet fra Belgien, Polen og Tjekkiet. Det er alle lande, hvor der i senere år har været tilfælde af virussygdommen. Sygdommen rammer alle racer af svin og vildsvin og er frygtet i industrien, da den kan ramme dansk svineeksport.

Den har aldrig været konstateret i Danmark.

- Hvis Danmark bliver ramt af afrikansk svinepest, vil det koste os milliarder i tabte eksportindtægter og massive lidelser blandt dyrene, siger veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen Per Henriksen i en pressemeddelelse.

- Derfor er det utilfredsstillende, at transportører sløser med vask af de lastbiler, der skal krydse de danske grænser.

Selv om alle lastbilerne ganske vist blev rengjort og desinficeret, efter at svinene var blevet læsset af, var indsatsen ofte mangelfuld. Fødevarestyrelsens stikprøvekontrol udløste i alt 35 politianmeldelser og 120 forbud. I seks tilfælde førte den mangelfulde rengøring kun til en indskærpelse, skriver styrelsen.

Det omstridte vildsvinehegn, der netop skal holde svinepesten ude af Danmark, ventes at stå færdig til efteråret. De første stolper til hegnet blev sat i januar.

Fødevarestyrelsens kontrol viser ikke, om de 86 undersøgte transportfirmaer har kørt med dyr fra områder ramt af svinepest.

/ritzau/