Klar til at betale "prisen for grisen": Venstres bagland afviser ikke en bred regering

I det vestjyske Venstre bagland er der tiltro til, at Jacob Ellemann-Jensen træffer den rigtige beslutning for partiet, også selvom det betyder at gå i regering med Socialdemokratiet.

2:14
I den mest blå egn af landet er de klar til samarbejde med socialdemokratiet.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

- Hvis Socialdemokratiet virkelig vil kigge mod det borgerlige Danmark, hvis de virkelig mener, at der er opstået en mulighed for at sætte Danmark foran alt andet. Lave reformer, der fremtidssikrer Danmark, så vi kan aflevere et bedre samfund til næste generation. 

- Hvis Socialdemokratiet sammen med Venstre vil definere, hvad der er det bedste at gøre for Danmark, ikke bare de næste fire år, men i forhold til de næste 10 eller 20 år, ja så skal vi tænke os rigtig godt om. Så skal vi overveje grundigt, hvordan vi vil være med.

Sådan lød ordene fra Venstres formand Jacob Ellemann-Jensen, da han i lørdags holdt tale til Venstres landsmøde. Et citat, der åbnede døren på klem for, at et regeringssamarbejde med ”fjenden” alligevel ikke er helt utænkeligt. 

I løbet af valgkampen har Jacob Ellemann-Jensen ellers understreget gentagne gange, at et sådant samarbejde ikke var en mulighed.

Tiltro fra det vestjyske bagland 

Men de seneste udmeldinger fra formanden kunne godt tyde på, at der er ved at ske en historisk kovending i det borgerlige Venstre. Efter et noget broget valg for Venstre, er det en ny, anderledes virkelighed, de skal til at forholde sig til, mener Jens Nicolai Vejlgaard, der er formand for Venstre i Region Midtjylland.

- Man bliver nødt til at tænke på sig selv først. Jeg har det sådan, at Venstre skal tænke på, hvordan de får mest ud af deres stemmer og mandater. Venstre er et parti, der arbejder for at få landet i den bedst mulige retning på den måde, vi tænker det, og derfor skal man placere Venstre, hvor partiet får mest mulig indflydelse.


Direkte adspurgt om det kunne være i en regering med Socialdemokratiet, lyder svaret ikke afvisende.

- Det må tiden jo vise. Det må formanden og det forhandlingsteam, der sidder i København og forhandler afgøre, hvor vi skal ligge henne, og hvad prisen for grisen skal være. Det er svært for os, der står udenfor at afgøre. Vi må stole på, at det er forhandlingsteamet med Jacob Ellemann, der kan træffe den rigtige beslutning, fortæller han.

Det er en ny, anderledes virkelighed, som Venstre står i efter valget, og derfor er det ikke utænkeligt, at Venstre også bliver nødt til at gøre noget anderledes, end dét de gik til valg på.

- Det er selvfølgelig valgets tale, der gør, at man må se, hvordan man kan få det strikket sammen. Vælgerne har talt, og det må man have respekt for, og om det så bliver i eller udenfor en regering, må tiden vise, siger formanden. 

De store udfordringer skal løses 

Samme melding lyder fra Søren Kristensen, der er formand for Vestjysk Landbrugsforening og medlem af Venstre. 

Han mener, det er på tide at arbejde ind over midten, så der kan blive gjort noget ved de store udfordringer, samfundet står i.

- Når man ser på det borgerlige, så kunne man ikke blive enige om en statsministerkandidat, så det faldt desværre fra hinanden. Så hvis man vil noget nu, så tror jeg, at man bliver nødt til at arbejde ind over midten. At få løst de store udfordringer, vi står overfor i samfundet, må være førsteprioritet, slår han fast.

Det er især snakken om landbruget, Søren Kristensen har lyttet meget til under valgkampen, og derfor mener han, at det er vigtigere, at de store partier samarbejder om at gøre gode tiltag indenfor det område, så man kan holde yderfløjene ude af det.

- Det er ikke fordi, jeg er blevet mere socialdemokratisk, men det, jeg har brug for, er, at vi har en regering, som vil Danmark. Jeg bor i Ringkøbing-Skjern Kommune, og det er her, vi producerer en stor del af fødevarerne til Danmark og Europa, så det er vigtigt, at vi stadig kan producere og have vores arbejdspladser, og det tror jeg kun på, at vi kan ved at sidde med ved bordet.

Formanden for Venstre har tiltro til, at Jacob Ellemann Jensen og forhandlingsteamet finder frem til den løsning, der gavner partiet mest, i forhold til den situation der er lige nu.

- Jeg tænker, at nu må vi se, hvad der sker i forhandlingslokalerne, og så må vi simpelthen tage den derfra. Hvis Jacob mener, at vi skal den vej, så må vi gøre det. Men det er jo ikke fastlagt endnu, at vi ender i regering med Socialdemokratiet, så lad os nu se.