Stort bifald til Ellemann har gjort Gades bekymringer til skamme

Søren Gade mener, at Jakob Ellemann har fået mandat til at give den gas med at undersøge regeringssamarbejde.

Søren Gade og Jakob Ellemann-Jensen under valgkampen.
Søren Gade og Jakob Ellemann-Jensen under valgkampen.
Foto: Mads Claus Rasmussen/ Ritzau Scanpix

Venstreprofilen Søren Gade har været bekymret over timingen for partiets landsmøde, som bliver afholdt i weekenden i Herning.

Det kommer nemlig lige efter Venstres eklatante valgnederlag 1. november, og samtidig med at formand Jakob Ellemann-Jensen står overfor at skulle beslutte, om Venstre skal med i en regering med Socialdemokratiet eller ej.

Men den bekymring er blevet gjort til skamme, siger han selv.

- Vi har lige tabt tyve mandater, og der er ikke en regering i Danmark. Det er i det spændingsfelt, jeg kunne være bekymret for, hvordan landsmødet ville kunne afvikles, siger Søren Gade.

- Men jeg synes, at Jakob (Ellemann-Jensen, red.) fik mandat til at forfølge sonderingerne, og uanset hvilken beslutning han træffer, så vil der være opbakning.

"Et skulderklap"

I sin tale lagde Jakob Ellemann-Jensen vægt på, at Venstre skal forsøge at få så meget indflydelse som muligt. Det kan både være i en opposition eller måske i en bred regering med Socialdemokratiet.

Før og efter talen var der stående klapsalver til Jakob Ellemann-Jensen, og med det har han fået mandat til at forfølge, hvad de såkaldte sonderinger med Socialdemokratiet kan føre til, mener Søren Gade.

- Hvis jeg var Jakob, ville jeg tage det som et skulderklap til, at han bare kan give den gas og undersøge, om det overhovedet kan lade sig gøre, siger han.

"Prisen på grisen"

Det vakte opsigt, da Søren Gade allerede på valgnatten åbnede for, at Venstre skulle undersøge muligheden for at gå i en regering med Socialdemokratiet.

Det handler om "prisen på grisen", som han sagde.

- Jeg var bange for, at nogle bare skulle lukke døren i med det samme. Vi skal også forholde os til vores valgresultat, og vælgerne er jo vores fineste dommere, siger han lørdag.

- Der er masser af mulighed for at få indflydelse uden at gå i regering, men jeg var bare bange for, at man måske i skyggen af valgnederlaget gik ud og sagde, at det aldrig kom til at ske.

- Jeg skal ikke diktere, hvad Jakob skal, men jeg synes bare, at man aldrig skal smække døre i frustration, siger Gade, som pointerer, at han støtter Jakob Ellemann-Jensen, uanset hvad udfaldet bliver.

- Går han til højre, går jeg til højre, og går han til venstre, så går jeg til venstre, og det tror jeg rigtig mange vil gøre, siger han.

/ritzau/

2:35
Partiet har mistet 20 mandater, men spørger man to politikere, så betyder det intet for stemningen.