Kilovis af heroin og kokain: Nu er der nyt i kæmpe narkosag

Efter fund af blandt andet otte kilo heroin og kokain er to ministre kald i åbent samråd for at svare på spørgsmål om forholdene på Udrejsecenter Kærshovedgård.

Flere politikere ønsker svar fra justitsministeren og udlændinge- og integrationsministeren.
Flere politikere ønsker svar fra justitsministeren og udlændinge- og integrationsministeren.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Fredag skal justitsminister Peter Hummelgaard (S) og udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) svare på spørgsmål om den store narkosag fra Udrejsecenter Kærshovedgård.

Det sker i et åbent samråd som flere politikere har indkaldt de to ministre i. 

- For mit vedkommende kommer jeg til at bede justitsministeren om at redegøre for, hvad der er op og ned i den her sag, fortæller Preben Bang Henriksen, der er retsordfører for Venstre.

Tilbage i august kunne TV MIDTVEST afsløre, at fem beboere på det midtjyske udrejsecenter siden henholdsvis december og januar har været varetægtsfængslet i en stor narkosag, der blandt andet indeholder anklager om narkohandel og nedgravet narko i en skov på Remmevej mellem Ikast og Isenvad.

En sag, som Midt- og Vestjyllands Politi er gået stille med dørene omkring.  

I samrådet skal ministrene redegøre for, hvordan en sådan narkosag kunne opstå på udrejsecentret, og hvad de vil gøre for at forhindre, at lignende sager kan opstå i fremtiden.

Kokain, heroin og store mængde piller

En aktindsigt viste også, at fem Kærshovedgård-beboere samlet har fået beslaglagt over 700.000 kroner i kontanter og til sammen er tiltalt for at have været i besiddelse af over otte kilo særligt farlig narkotika som kokain og heroin samt en stor mængde piller og andre former for stoffer.

Kritikken fra politikerne gik blandt andet på en bekymring om, at offentligheden ingenting har fået at vide om en sag med fem anholdelser.

- Jeg tror ikke, man har lyst til fra regeringens side at få det her ud til offentligheden, for det vil øge utrygheden, sagde Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne. 

- Og kan man skabe et billede af, at alting er fryd og gammen på og omkring Kærshovedgård, tegner det jo et billede af, at der ikke skal være et tredje udrejsecenter for de hårde kriminelle. Men det mener jeg, der skal, uddyber hun.  

Chefpolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi understreger, at narkosagen på Kærshovedgård er kørt helt efter bogen

- Jeg vil sige det på den her måde. Hvis vi skulle gentage det her, så ville det foregå på præcis samme måde, siger Claus Hilborgs, der er chefpolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Samrådet begynder fredag klokken 11:15.