IT-bøvl: Bukkejagten er gået ind - men ikke for alle jægere

Op mod 20.000 jægere er fanget i it-problemer hos politiet og går glip af bukkejagtens start i dag.

0:09
Jakob Jakobsen fejrer 16. maj med en tidlig tur i skoven med sin riffel. Andre jægere må i stedet sidde derhjemme.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

- Det er lige så stort som juleaften.

Jakob Jakobsen har haft jagttegn i 22 år. For ham er 16. maj en traditionsdag. Her går bukkejagten nemlig ind. 

Da han var yngre og lige havde fået jagttegn, var spændingen særligt stor.

- Jeg har ikke ligget søvnløs i nat, som jeg gjorde, da jeg var yngre, griner han.

Mens Jakob Jakobsen kan tage på jagt, så er der andre, der må vente derhjemme, fordi de ikke har fået den nødvendige våbentilladelse. 

Årsagen er bøvl med et nyt it-system, der blev taget i brug, selvom det ikke virkede.

- Havde jeg stået i den situation, så havde det ikke været sjovt i dag, siger Jakob Jakobsen.

2:09
Mange nyjægere må vente på at løsne første skud, fordi deres tilladelser sidder fast i it-kaos hos politiet.

Jagttegn men ingen våbentilladelse

En af dem, der ikke kan komme på jagt, er 22-årige Isaac Bay. Han har for nyligt bestået sin jagtprøve, men han mangler sin våbentilladelse.

- Hvis alt skulle have været rigtigt, så skulle jeg gerne have været ude i skoven i de stille morgentimer og ventet på den helt rigtige buk, der kom forbi, siger den unge jæger.

Men sådan gik det ikke. 

For sammen med op mod 20.000 andre jægere, så er han blevet ramt af de lange ventetider ved Politiets Administrative Center, der udsteder våbentilladelserne.

Isaac Bay er frustreret over, at han ikke har fået sit jagttegn. Især fordi det er en service, jægerne betaler for.

- Det er en lille del af befolkningen, der bliver påvirket af det her. Men det er så også en del af befolkningen, der er meget sikre på, hvad de synes om det, siger Isaac Bay.

Isaac Bay ville ønske, at han kunne tage på jagt 16. maj, men han mangler den nødvendige våbentiladelse.
Isaac Bay ville ønske, at han kunne tage på jagt 16. maj, men han mangler den nødvendige våbentiladelse.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Selvom den unge jæger ikke havde forventninger om at nedlægge en buk på sin første jagt, så ville han ønske, at han havde oplevet 16. maj med sin lokale jagtforening.

- Det er jo ikke noget, man kommer sovende til, så vil man jo gerne have udbyttet ved at komme ud i naturen med sit nye jagttegn, når man egentlig er klar til det, siger han.

Det tager normalt 20 dage at få behandlet en våbentilladelse.

Systemet er først klar til sommer

TV MIDTVEST har flere gange beskrevet skandalen med det nye IT-system, som skulle have været klar til brug 18. januar. Det var ikke tilfældet, men det blev alligevel taget i brug. 

På et møde 24. maj vil politiet og andre interessenter gennemgå status for behandlingen af våbentilladelserne. Men det er for sent for jægerne, der i dag ikke kan tage del i bukkejagten.

- Dem føler jeg med. Jeg synes, at det er ærgerligt og synd, siger Jakob Jakobsen, der dog selv kom på jagt i dag.

Bukkejagtens startdato viste sig vejrmæssigt fra sin fine side.
Bukkejagtens startdato viste sig vejrmæssigt fra sin fine side.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har i et ministersvar tidligere fortalt, at systemet, der udsteder våbentilladelserne, først kommer til at virke til sommer.

- Det er på nuværende tidspunkt forventningen, at systemet kan anvendes uden væsentlige fejl og med de nødvendige funktionaliteter ved udgangen af 2. kvartal 2022, skriver ministeren på baggrund af oplysninger fra Rigspolitiet.

Det nye IT-system var nødvendigt for at kunne håndtere nye regler, der var indført på baggrund af et EU-direktiv.

- På tidspunktet for ibrugtagning af det nye system var forventningen, at kritiske fejl og mangler kunne være udbedret inden for et par uger, men det har desværre vist sig at tage længere tid og være mere kompliceret at udbedre fejl og mangler og indarbejde nye arbejdsgange end først antaget, skrev ministeren i sit svar 22. april.