Hjemmepasning giver kvinder dårligere vilkår, mener kritiker: - Vi er sat bagud karrieremæssigt

Det er bekymrende, at mange kommuner vælger at betale mødre for at gå hjemme og passe deres børn, mener forkvinde for Kvindeøkonomien.

Eva Svavars, der er forkvinde for organisationen Kvindeøkonomien, er ikke begejstret for den tendens, der sker blandt kommunerne.
Eva Svavars, der er forkvinde for organisationen Kvindeøkonomien, er ikke begejstret for den tendens, der sker blandt kommunerne.
Foto: Bent Leth, TV MIDTVEST

De fleste kvinder er i dag på arbejdsmarkedet. Men i de seneste år har flere og flere kvinder valgt en anden vej – nemlig at gå hjemme og passe børnene.

Og de hjemmepassende kvinder får stor opbakning fra kommunerne, der giver tilskud til, at børnene bliver passet derhjemme.

Fra 2016 til 2020 er antallet af forældre, der får tilskud til at passe deres egne børn mere end fordoblet fra 661 til 1.341 på landsplan. Det er tal, som bekymrer Eva Svavars, der er forkvinde for organisationen Kvindeøkonomien, der arbejder for økonomisk ligestilling.

- Offentlige myndigheder vælger at understøtte en udvikling, hvor kvinder opfordres til at gå hjemme og trække sig væk fra arbejdsmarkedet. Det gør vi i forvejen som kvinder, når vi får børn. Men hvis vi nu også yderligere skal opfordres til det, så er det klart, at vi er sat bagud karrieremæssigt, lønmæssigt og opsparingsmæssigt, siger hun.

Det kræver flere penge

I Midt- og Vestjylland er det Thisted, Morsø, Skive, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Herning, Struer, Holstebro og Silkeborg Kommune, der støtter op om hjemmepasning. Også Viborg Kommune overvejer at gå i de andre kommuners fodspor og tilbyde en mindre betaling til kvinder, der går hjemme med deres små børn.

I Struer Kommune får en hjemmepasser eksempelvis 6.400 kroner om måneden for det yngste barn og 4.051 kroner for ældre børn på højst to år og 10 måneder.

Beløbene bekymrer Eva Svavars, da hun ikke mener, at denne gruppe kvinder får nok udbetalt.

- Det handler om ligelønsudfordringen. Når kommunerne vælger at betale kvinder for at gå hjemme, så skal de selvfølgelig have det samme beløb, som kommunerne normalt betaler en daginstitution for at udføre jobbet, siger hun.

Ifølge Eva Svavars mister de hjemmegående mødre mange muligheder på arbejdsmarkedet, hvilket kan resultere i, at de bliver langt mere afhængige af deres partner. Og hvis de går hen og bliver skilt, så kommer de til at stå i en situation, der kan koste dem rigtig dyrt rent økonomisk. 

Hun ønsker derfor, at prisen for hjemmepasning skal op, så kvinderne ikke ender ud i økonomiske problemer.