Håndværkere får studenterhue

Landsdelens erhvervsskoler har succes med ny uddannelse.

mercantec.jpg

En helt ny form for studentereksamen har set dagens lys. Navnet er EUX, og den giver de unge både et svendebrev og en studentereksamen med i bagagen. Det gælder blandt andet for Nikolaj Vadstrup Pedersen, som læser til industritekniker og er på vej ud i en læreplads hos Grundfos. Samtidig får han fag som engelsk på B-niveau, dansk på A-niveau og matematik.

- Jeg kunne godt tænke mig at blive maskinmester og at komme ud og sejle og opleve noget. Så jeg synes, det er en god ide at få nogle fag på et højere niveau i stedet for at skulle læse suppleringsfag senere, fortæller Nikolaj Vadstrup Pedersen, der går på Mercantec i Viborg.

Populær uddannelse

Og det er netop Mercantec der sammen med blandt andet Grundfos har udviklet den nye uddannelsesform. Den blev godkendt som uddannelse af staten i 2010, og interessen hos de unge har været stor.

- Vi har mere end dobbelt så stor søgning her på anden årgang, og vi kan se, at det også i år ser lovende ud, siger uddannelsesleder Mads Haagensen fra Viborgs Tekniske Gymnasium.

- Kombinationen af de to uddannelser gør noget helt specielt ved eleverne. De får forståelsen af, hvad der foregår nede på gulvet med det praktiske samtidig med, at de har hele refleksionen over, hvad der foregår teoretisk set, fortsætter Mads Haagensen.

Succesen fra Viborg skal nu brede sig til resten af landsdelen. I både Holstebro og Skive håber man at kunne samle nok elever til at starte EUX-linjen op efter sommerferien. Herningsholm Gymnasium har haft EUX fra dette skoleår.

Læs mere om den nye uddannelse på UddannelsesGuiden.dk.